Tese: mange læger har været for lidt syge.

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

leger, arrogante, shutterstock_50823334Mange læger opfører sig, som om de ikke forstår, hvordan det er at være syg, – det har jeg set alt for mange gange gennem mine år som sygeplejerske, og mine endda flere år som syg.

Nu hvor jeg arbejder med smertebehandling, hører jeg det næsten hver dag. Patienterne fortæller om læger, som ikke tager det de siger alvorligt.

En gang var jeg på et kursus sammen med blandt andet nogle læger. I pausen hørte jeg følgende dialog, dem i mellem:

  • læge 1: og så kommer han til mig og siger han har ondt i ryggen! Jeg kan da ikke gøre noget ved det!
  • læge 2: (ler højt). Måske du skulle have sendt ham til kiropraktor??

(I parentes bemærket: jeg kan faktisk gøre noget ved rygsmerter – og de fleste andre smerter. Og jeg ler ikke af patienten. Det at nogen har smerter, morer mig ganske enkelt ikke.)

Kundskaber om diagnosekriterier er vigtig, men det er bare step 1. Skal man være en god læge, må man også have forståelse for, hvordan det er at leve (et helt) liv som syg.

Hvis patienten kommer ind på kontoret, og slæber det ene ben efter sig, så stiv og smertepåvirket, at han ikke kan få bukser og sko på ved egen hjælp, burde det være muligt at finde nogen forståelse for situationen, dybt der inde..?

Og så vanskeligt er det vel heller ikke at finde en måde, hvor man kan leve sig ind i denne situation. De fleste mennesker fejler noget en sjælden gang, i det mindste, f.eks influenza. Så kan man bruge den anledning til at prøve at forestille sig, hvordan det må være at være syg i måned efter måned, år efter år, uden udsigt til hverken bedring eller diagnose så langt øjet rækker.

Hvordan det er at prøve at leve et liv, når selv det at få tøj på er et projekt, som giver smerter, og som skal planlægges. Når det at komme op af stolen, gå over gulvet og tage ud af opvaskmaskinen er så stor et job, at man knapt kan mobilisere sig til at gøre det. Og når man endelig kommer i gang, må man måske tilbage på sofaen midt i arbejdet – for ikke at kaste op over de rene tallerkener – eller besvime og ende midt i et kaos af glasskår.

Mange mennesker har været så syge – i hvert fald nogle timer – at det at tage et bad bare ikke er aktuelt.

Så kan man tænke sig, at man skal have det sådan, mens man prøver at tage vare på et barn, tage en uddannelse, gå på arbejde. Og ikke bare en dag eller to – lad os sige i 20 år.

Det er noget af en mundfuld at sluge, er det ikke?

Som indianerne siger: du skal ikke dømme en mand, før du har gået 30 kilometer i hans mokasiner.

Det er sjældent man faktisk kommer til at gå mange meter i andres sko. Men der findes faktisk mulighed for at prøve det. I hvert fald imaginært. I hvert fald en lille smule. Og det er vel det bedste, vi har, er det ikke? Men man kommer ingen vej uden viljen til at prøve.

(I parentes bemærket: jeg kan faktisk gøre noget ved rygsmerter – og de fleste andre smerter. Og jeg ler ikke af patienten. Det at nogen har smerter, morer mig ganske enkelt ikke.)

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.