Sprogfascisme – det er så morsomt at høre dig snakke…

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Lærdal

Lærdal i Sogn

Jeg kommer fra Lærdal i Sogn – beliggende inderst i verdens længste fjord. Dialekten der kan siges at være for specielt interesserede, og som tilflytter behøver man så vel tilvænning som venlig indføring for at forstå den.

Lærdølen snakker hurtigt, trækker jævnligt flere ord sammen og har diftonger der hvor andre bruger vokaler, og bytter vokalerne ud med andre hvor de beholdes: grå er grao, smør er smår.

Ellers har man jo ord som

  • sjådne (stjerner)
  • ilt (ondt)
  • eksledn (skuldrene)
  • krudlekakeis (det som går under navnet kroneis på mere centrale målformer).

Språk er selvfølgelig spraok.

Sulkesam er et ord fra min oprindelige dialekt, som jeg er usikker på om dagens unge lærdøler fortsat forstår… (det betyder at en ting bliver nemt beskidt).

Jeg flyttede ud af Sogn, da jeg var 19 år, og da jeg var 20 begyndte jeg på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg lagde hurtigt dialekten om til en mere ”nynorsk-normal” dialekt. Dels fordi jeg ofte mødte gamle mennesker med dårlig hørelse gennem arbejde og studier. Dels fordi jeg blev træt af at sige alt to gange: først på min dialekt, så oversat til – for dialogpartneren – et forståeligt norsk.

Men den største årsag til, at jeg lagde om, er vel det, man kan kalde sprogfascisme. Jeg elsker en god diskussion, og ingenting lægger så effektivt en dæmper på kommunikations-lysten, som når nogen smiler, ryster lidt på hovedet og siger: ”det er så morsomt at høre dig snakke” – efter at du har sagt noget sagligt i forhold til et dybtfølt tema.

Det er omtrent lige så respektfuldt (og intelligent), som når en mand ser ned (bogstavelig talt) på en kvinde og siger: du er så sød, når du er vred..! Det sidste er en kommentar som vel ikke har været ytret siden film indspillinger fra 50- og 60-tallet.

Lærdal 3

Lærdalsøyri. Bilde taget af Ragnhild Eri

Men sprogfascismen lever i bedste velgående.

Man kunne selvsagt indvende, at jeg skulle have taget kampen op. At jeg skulle tematisere problemet oftere, og have holdt på min dialekt. Men jeg har ikke orket. Den disrespekt som ligger i at bruge sproglige herketeknikker for at dupere diskussionspartneren er så ødelæggende for relationen, at jeg fuldstændig mister lysten til at kommunikere noget som helst.

Og jeg har lyst til at snakke om andre ting end mit sprog. Sprog er rigtig nok et tema som giver rige muligheder for diskussioner, men det var den oprindelige diskussion, som blev fanget i øjeblikket: helt til nogen altså valgte at flytte fokus fra indhold til form – til måden jeg ytrede mig på. Når jeg møder mennesker, der er så lidt imødekommende, gider jeg ikke diskutere i det hele taget. Heller ikke på mit mere eller mindre lattervækkende eller ”charmerende” sprog.

Efter at nordlændingene systematisk blev udledt i Oslo fra udflytningen begyndte efter krigen, skulle man tro, det er bedre nordpå. Men min dialekt blev mødt med lige meget lattermild uforståenhed der, som andre steder. Og min datter har, på grund af en mor med mærkelig sprogføring, det man kan kalde en tromsø-dialekt med noget ekstra på. Hun oplevede at ikke blive forstået, da hun brugte ordet tandkost. For det rigtige – det forståelige – er tandbørste, må man vide. Graut (vanlig norsk dialektord der betyder grød) er også ubegribeligt. Jeg føler med dem, når de skal begynde med nynorsk(i Norge har man som kendt 2 skriftsspråk der er ligestilede) i ungdomsskolen…

Nu bor jeg i Danmark, og snakker et forsøgsvist dansk, efter bedste evne. Der er rigelige muligheder til at kommentere sprog heller end indhold, og jeg møder nogle fjollehoveder, som synes det at påpege, at jeg snakker ”norrrsk” er forfærdeligt underholdende. Men stort set er folk interessert i at forstå, hvad jeg prøver at formidle.
Og når de ikke kan det – for eksempel, når jeg møder unge mennesker i butikker, som ikke ”forstår svensk” som de gerne undskylder sig med, så er det fint nok. Jeg er en udlænding her, jeg forstår, at mit sprog kan ligge i den besværlige ende for en dansker med kun lidt erfaring med mennesker, der ikke er opvokset i slettelandet Danmark.

Men jeg sætter pris på, at de prøver, I alle fald.

Og hvis vi virkelig ikke kan forstå hverandre, har vi jo engelsk – sproget som er så universelt at selv aliens fra fjerne solsystemer gerne snakker det fejlfrit…

Utsikt fra himmelbjerget

Udsikt fra himmelbjerget. Bilde taget af Bruno Aamo

 

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.