Situationsrapport, en vilkårlig – god – dag, i første halvdel af 2000-tallet

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Jeg har ligget i sengen i 10 timer da den første klokke ringer. Alligevel er det som om jeg faldt i søvn for 3 timer siden efter at opslugt en hel flaske whisky og en halv lagkage. Jeg ligger et kvarter til før jeg kæmper mig op. Tænker til mig selv, at jeg skal klare mig hen til badeværelset. Gør det. Sidder en stund, før jeg tænker at jeg egentlig burde kunne gå ud i køkkenet. Gør det. Lægger brød i brødristeren, før jeg sætter mig lidt. Går på badeværelset og får klædt mig på (efter at have siddet lidt). Vækker pigen. Sidder lidt for at få hende vækket, for at hvile lidt. Får henne med ud på badværelset og får klædt hende på. Det går hurtigere nu – kan være på benene i 5 minutter af gangen uden at hvile. Hviler.

Sovende mor. Christian Krohg

Sovende mor. Christian Krohg.

Køkkenet igen: morgenmad til mig og barnet. Selv drikker jeg proteindrik med æg: det går hurtig at lave og er nemt at få ned. Har altid sådan kvalme om morgenen, men må spise før jeg forlader huset, hvis jeg ikke vil ende i grøften før børnehaven. Hviler. Får givet pigen overtøj på, rygsækken er allerede pakket og klar. Så kommer vi ud i bilen, og jeg hviler lidt før jeg kører ud. Fremme ved børnehagen sidder jeg lidt før jeg sætter det ene benet først ud, så det andet. Løsner barnet fra sædet, går ind. Sætter mig ned lidt indenfor før jeg går igen, men kan ikke være der længe fordi der er for meget larm – det slår hul på energireservoirerne, mine så alt jeg har (ikke meget, det skal guderne vide), render ud.

I bilen igen, hviler jeg et par minutter før jeg kører hjem. Indenfor er legetøjet, der ligger ud over hele gulvet, som jeg skal rydde op fordi vaskedamen kommer. Jeg ser på rodet og tørrer noget vådt bort fra øjekrogen: jeg forstår ikke hvordan jeg skal komme mig ned på gulvet, rydde, og så komme op igen. Ved hjælp af en stol kommer jeg mig ned på alle fire, får tingene op i kasserne, og får rullet mig op på sofaen – der jeg ligger en halv time. Forbander mig selv for at jeg ikke fik tisset før jeg begyndte at rydde op – nu er det for sent, jeg kan ikke rejse mig igen for en stund.

For jeg skal i gang igen. Jeg skal til lægen, så må derfor ud at køre igen. Det er dagens arbejdsopgave. Jeg er nervøs, for jeg skal bede om udvidet sygemelding, igen. Og det er altid så ”svært” med sygemelding, når det ikke vises noget galt på røntgen og blodprøver.

Jeg er midt i livet, og har udsigt til å leve i 35 år til, mindst. Og jeg kan ikke med min bedste vilje begribe hvordan jeg skal holde det ud: smerterne, trætheden, kvalmen, udmattelsen, svimmelheden, trætheden, mavesmerterne, udmattelsen, søvnproblemerne, trætheden…

Jeg er midt i livet, og har udsigt til at leve i 35 år til, mindst. Og jeg kan ikke med min bedste vilje begribe hvordan jeg skal holde det ud: smerterne, trætheden, kvalmen, udmattelsen, svimmelheden, trætheden, mavesmerterne, udmattelsen, søvnproblemerne, trætheden… Men jeg skal leve, jeg må leve, enten jeg vil det eller ikke. Om jeg føler mig fanget i min egen krop eller ej. Hvorvidt jeg skal slås med nedladende læger, arrogante ansatte i A-kassen, prøver at arbejde eller bare har nok med at holde ud. Jeg har ikke givet det op, men ligger nu på 5 – 10 % stillesiddende arbejd ved computer. En identitet skal man have, og jeg har aldrig accepteret at den skulle være ”syg”.

Så jeg kæmpet med næb og klør for min stillingen så længe det gik – nu arbejder jeg som frilands. Så kan jeg sige det når nogen spørger hvad jeg laver, at jeg tager opgaver for universitet og højskoler. Hvilket er sandt, selv om jeg for det meste er sygemeldt. På den anden siden: hvorfor bruge energi på det? Med et sådan helbred er der ikke tid til venner: alt går til at klare at få mig selv og barnet klædt af og på, dække hendes mest grundlæggende behov for mad, hygge, pasning, opmærksomhed, samt altså arbejd. ”Fritid” vil sige at falde sammen foran fjernsynet en lille time. Før jeg tilbringer mine minimum 10 timer (i weekenderne 12-15) i sengen for at klare at tvinge mig op næste dag.

Og nu?
Nu har jeg kvalme nogle gange om ugen – en gang havde jeg kvalme i 2 år i træk. Det ene året lå jeg ned og spiste julemiddag, for at klare at holde den nede. Det lyder jo unægtelig teatralsk, man lurer gerne på hvad sekundærgevinsten var. Men det var jo næsten ingen der så det: jeg lavede maden selv, uanset min kvalme, hvor mange smerter jeg havde, hvor elendig jeg følte mig. Jeg tog min del af husarbejdet uanset, og ofte også min mands del (dengang), for han syntes det godt kunne vente til i morgen, og det havde jeg det ikke godt med.

Forandringen kom først da jeg forstod at man kan ikke træne sig rask fra ME. Man kan kun hvile sig – lidt – raskere.

Så jeg havde kvalme, og jobbet. Jeg havde smerter, og jobbet. Jeg var svimmel, og jobbet. Man arbejder måske ikke lige godt med alle plagene, men for dem som ser på, er det ikke så nemt at se forskel. Så går man hjem og lægger sig. Udmattet, isoleret.

Det er et trist liv. Men hvad skal man gøre? Jeg kommer fra en familie med arbejdsmoral som siger at den eneste undskyldning for ikke at jobbe er ens egen begravelse. Så længe du puster, trækker du din del af læsset. Og du klager ikke. Så er der heller ingen som ved noget, når du lukker døren for at hvile. Anonymt, privat, ensomt. Men sådan skal det være, der. Sådan skulle det være. Dengang.

Mange år efter er jeg fortsat syg. Men livet er ikke længere miserabelt.

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.