Selvmord: At se eller ikke se – det er spørgsmålet

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

 

Selvmord kræver flere liv pr år end trafikdød.

Vi kan alle bidrage til at få begge tal ned. Vi kan sikre os selv og børnene godt i bilen. Vi kan afpasse farten til forholdene. Vi kan stresse ned og undgå unødvendige overhalinger. Etc. Etc. Etc.

Og vi kan gøre noget for at forhindre selvmord. Alle sammen – chancerne er der, men jævne mellemrum, gennem hele livet.

Depresjon

Det hedder sig at i 25 % af tilfældene har ingen set tegn på at selvmord var på vej. Det lyder som mange, synes jeg; jeg tror ofte folk ser det de vil se. Den som er fortvivlet prøver nok at sige fra – direkte eller indirekte, men når ingen vil lytte stopper hun med det og prøver at spille normal – glad, engageret og alt det man skal være, for at det hele ser normalt ud.

Det gør det sjældent, og det sidste man trænger til er da en afvisning, får man det, så stopper man med at udtrykke sin smerte. Og så bliver det måske lettere at gå den lange tunge vej op på broen, klatre over rækværket og stå og blive iskold en stund, før man bare slipper taget og falder mod freden. Så er det ovre. Ingen skam mere, ingen smerte, ingen følelse af vakuum, når man er uden for og ser de andre have et liv med følelser og hvad der ellers hører til, mens man selv bare føler lede – på en god dag. Alle de andre dage føler man bare ingen ting.

For selvmord er næsten aldrig en indskydelse i et fortvivlet øjeblik. Det handler næsten altid om en grænse, der er nået. Nok smerte. Nok lidelse. Nok, nok, nok. Alt er bedre end dette – hvad som helst bare smerten klinger af.

Et Scenarie:

En pige på omkring 20 år er hjemme til jul. Det er netop slut med kæresten gennem 3 år, og hun er dybt deprimeret. Hun spiser næsten ikke, siger ingen ting uden at være spurgt først, og hun svarer i enstavelsesord. Hun ligger for det meste i sengen, og tænker på at når hun kommer tilbage til sin uddannelse efter nytår, vil hun tage sit liv, få en ende på den kosmiske smerte, dette sorte hul som slukker al glæde i fortid, nutid og fremtid. Hun snakker med ekskæresten nogle gange hen over julen, men bliver meget tynget af det de første timer og dagene efter telefonsamtalen.

Så stopper han fuldstændig med at ringe. Da går hun i seng og bliver der i flere dage. Hendes far, som aldrig plejer at sige noget som helst, er den der til sidst går ned til hende, slår døren op og siger: ” Nu må det være nok, nu må du tage dig sammen og komme op til os andre!”

Så snurrer han rundt på hælen og går.

Pigen står op eftersom det er det, man ønsker af hende. Resten af julen og nytåret sidder hun i et hjørne af stuen. Nytårsaften, under afskydning af raketterne, får hun et lidt længere knus af et par søskende og deres kærester. De er alle ældre end hende. Voksne mennesker. Men ingen siger noget.

Den 3. januar ringer hun til ekskæresten og finder ud af, at han har ringet til hende, men ikke fået lov til at snakke med hende. Det gør hende aldeles vred. Forældrene har bestemt det hen over hovedet på hende, nægtet hende retten til at tale med, hvem hun vil. Mor går grædende i seng fordi ”hun vidste, at dette ville ske, at pigen ville blive vanvittig vred, når hun opdagede, hvad de havde gjort”.

Pigen trøster mor, før hun tager tilbage til skolen. Det tager hendes sidste kræfter, kræfter hun henter fra et sted, som hun slet ikke, vidste hun havde. Derefter er det, som om sjælen er gået konkurs: indvendig er der ingenting tilbage; bare tomt, nøgent, øde. Ikke en gang en metaforisk mus løber mellem de tomme hylder.

På skolen møder hun nogle mennesker, som er så tilpas nærværende, at hun langsomt lægger planen om at tage sit liv – væk. Men hun bestemmer sig for aldrig mere at fejre jul med familien – det tror hun ikke, at hun kan opbygge livsmod til at overleve.

Robert Onderdonk: Moonlight in South Texas

Robert Onderdonk: Moonlight in South Texas

Spørgsmålet er:

Hvis pigen havde taget sit liv den januardag – ville familien så være i stand til at erkende, at der havde været tegn på, at hun kunne komme til at tage livet af sig?

Hvor svært kunne det være at sige:

  • Jeg kan se, at du har det skidt, skal jeg sidde lidt hos dig? Jeg er ikke så god til at snakke, men jeg kan sidde her, hvis du vil.
  • Selv om det ikke føles sådan nu, så vil de tunge følelser du har nu gå over.
  • Skal vi lave noget sammen, gå en tur eller se en film? Så får du måske tankerne over på noget andet?
  • Skal vi prøve at skaffe hjælp til dig?

Jeg tror, at man ofte kan se tegnene, hvis man vil se efter. Men man risikerer at blive forstyrret i sit nemme overfladiske lagkageliv, hvor ingen må snakke om noget alvorligt, og slet ikke tage stilling til noget.

Nej, let og lystigt skal det være! Man kan komme med spydigheder og små angreb på facebook, men en alvorlig diskussion med reelle argumenter, skal man ikke have – så trækker man sig: Sikke alvorlig du blev, så humørforladt…. Og det må man ikke være – humørforladt er det værste af alle dødssynder. Så er det bedre at springe fra klippen, hvis det nu er det man må…

Men sådan behøver det faktisk ikke at være. Det kan være op til dig og mig.

 

 

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.