Opdragelse: det rigtigste jeg har gjort er at lave mange fejl…

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Når helikopterforældre nu siges at overtage efter curlingforældrene, kan jeg bare konstatere at det at være kronisk syg, og leve i en familie med andre syge personer, faktisk også fører noget godt med sig. Heldigvis er en reaktion i færd med at rejse sig blandt alle de forældre som ikke har tid, energi eller lyst til at have temafester til hver eneste fødselsdag eller hjemmesyede kostumer til hele familien flere gange om året.

 Jeg har bedt min datter om undskyldning for ting, jeg har gjort, siden hun var stor nok til at forstå det. Det gør, at hun nu gør det samme.

Selv har jeg ikke haft anledning til at optræde ”perfekt” overfor min datter: pædagogisk rigtigt, forklarende og forstående til enhver tid. Og i den grad min datter er blevet nogenlunde vellykket opdraget – tror jeg, det har været en vigtig komponent.

Det at jeg ikke har kunnet være perfekt for hende, har gjort mig mere virkelig som menneske for hende.

Og jeg tror, det er netop sådan man formes som menneske – i møde med andre. Mennesker som er netop det – mennesker – og ikke pædagogisk rigtige førskolelærere eller pædagoger. Forældre er unikke, specielle, med fejl og mangler – de er mennesker, ikke professionelle.

Opdræt af små monstre…

Jeg har set forældre gå rundt i krattet omkring børnehaven i halve timer af gangen for at lokke en 2-årig som ikke vil ind i bilen. Set bort fra det faktum at min energi og krop ikke rækker til den slags eskapader, så synes jeg, det er hårrejsende – en opskrift til opdragelse af små monstre. Ikke uventet fortalte samme far ved en anledning, at han ikke trængte til at prøve at nægte barnet sodavand eller is – de gik bare i køleskabet, og tog det de ville have, uafhængig af det han måtte mene og sige. Og det er klart: når man lægger forældrestemmen ind som et forsigtigt forslag, som barnet kan vurdere om det passer det, om det nu har lyst til at høre på det øre lige akkurat da – så bliver det jo sådan.

Nok ”personale-ressourcer” på hjemmebane?

S på kjøkkenetDa en veninde som også havde små børn (den gang) blev skilt, synes hun at eftermiddagen med tilberedning af middag var en vanskelig tid alene – fordi tidligere havde en af forældrene altid siddet på gulvet sammen med børnene på 2 og 6, mens den anden lavede mad. Det er jo fint at have kvalitetstid sammen med børnene, og eftermiddagen er kort for de små, som skal tidligt i seng, men jeg reagerer på nødvendigheden af, at der skulle være 2 voksne til stede for at se efter 2 småbørn og få lavet noget mad. På en almindelig dag burde det da være helt normalt at overkomme alene? Så små børn har det desuden ofte bedst med at være med til det de voksne laver – og i køkkenet kommer man langt med en gulerod, som skal hakkes med en ikke for skarp kniv. Jeg mener, man laver sig – helt unødvendige – problemer med at stille sådanne krav til en almindelig hverdag – at man skal have personaleressourcertil at lege med børnene gennem hele den tid som behøves for at få noget (middags)mad på bordet. Børnene skal altid passes, ja, i betydningen ”ses efter så de ikke udsættes for fare”. Men de behøver ikke altid at leges med, stimuleres og underholdes.

Tvært i mod – de bør ikke, skal ikke, altid stimuleres og underholdes!

Sænk skuldrene, sænk forventningerne!

Jeg har ikke haft energi – eller en krop med så meget bevægelse i – at jeg har kunnet opfylde alle ønsker min datter har formidlet her og nu. Det har givet hende mulighed for at udvikle sig selv, sin tålmodighed og sine evner på en helt anden måde, end hvis jeg havde trippet i udkanten af hendes liv for at lyde hendes mindste vink.

Men jeg har altid været der for hende. Jeg har altid været åben for en snak om småt og stort. Jeg har tilbudt hjælp der, hvor jeg har set det som nødvendigt – ellers har jeg bakket op om hendes egne forsøg på at løse problemer og takle situationer, hun har stået i. Jeg tænker, at det vigtigste vi, som forældre, kan gøre, er at gøre børnene kapable til de udfordringer livet bringer. Og for at opnå det, må vi jo give lidt slip på dem, så de kan forsøge selv..? Og, vi må måske give slip på nogen af vores skyhøje forventninger til alt og alle.

Som kronisk syg kommer det af sig selv – skyhøje krav har ingenting i et liv med mange smerter at gøre: hos mig bliver mottoet – så godt som muligt indenfor de rammer, vi nu engang har. Så hvis man for eksempel ikke magter at gøre så meget rent til jul, kan man jo bare dæmpe det elektriske lys og tænde nogle levende i stedet… Så ser man ikke støvet den stund, og barnet lærer, at man kan have det fint sammen, selv om ikke alt er perfekt.

 Hvis hun havde levet blandt “perfekte” mennesker – fejlfrie forældre som (prøver at give indtryk af at de) ikke har trådt skævt i hele deres liv, tror jeg denne bid ville have faldt hende langt tungere for brystet. Og når man skifter rollerne, er det jo heller ikke så vanskeligt at være på den ydmyge side.

Har der ikke været tid eller energi til madlavning, er det sket vi har hygget os med et stort fad fiskefrikadeller midt på bordet – og en gaffel til hver. Nogenlunde sundt, lidt ambitiøst – og kræfter igen til det som betyder noget: menneskene.

De rigtige fejl – undskyld!

En anden ting jeg tror, jeg har gjort rigtigt, er at jeg har lavet fejl overfor min datter. Mange fejl. Nogle gange har det været fordi sygdommen og smerterne har raset i krop og sjæl på en sådan måde at lunten bliver for kort. Andre gange er det bare mig – et vanskelig sind, en dårlig dag, et surt og ækelt humør. Jeg har prøvet at tage ansvar for det, hver gang, eller så ofte som muligt. Jeg har bedt min datter om undskyldning for ting, jeg har gjort, siden hun var stor nok til at forstå det. Det gør, at hun nu gør det samme. Når teenagerens hormoner tager overhånd og ødelægger stemningen, tager hun ansvar for det, sådan som hun har lært, at man gør. Som man siger – det er menneskeligt at fejle, guddommeligt at tilgive. Hvis hun havde levet blandt “perfekte” mennesker – fejlfrie forældre som (prøver at give indtryk af at de) ikke har trådt skævt i hele deres liv, tror jeg denne bid ville have faldt hende langt tungere for brystet. Og når man skifter rollerne, er det jo heller ikke så vanskeligt at være på den ydmyge side.

Og nu?

I dag er min datter en selvstændig og tænksom 14-årig. Vi har ingen rabiat teenager i vores midte, tvært i mod er hun hjælpsom og omsorgsfuld (uden at være selvudslettende eller have overtaget forældrerollen, hvis nogen skulle tænke på det). Vi er kommet til et sted i livet, hvor vi er 3 mennesker i en lille familie, som hjælper hinanden ved behov – det går lidt på omgang, hvem der trænger mest, og hvem der har mest at give. Nogle gange er det lidt ”den halte lejer den blinde”, men vi kommer da fremad. Sammen. Uperfekte. Med fejl og mangler som vi prøver at rette op, mens vi går.

 

 

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.