Når forskning ikke virker – og videnskabstro bliver til dogmatisme

Da jeg tog min sygeplejerskeuddannelse, var der i min grundbog et billede af en ældre herre der sidder og røger sin pibe, mens en sygeplejerskestudent løber væk fra ham, råbende til sin vejleder: hjælp – jeg finder ingen puls – patienten er død!

Billede fra min gamle lærebog, genskabt af Sunniva Aamo

Billedet skulle være en reminder til os novicer i faget, at man skal være varsom med at fortabe sig i detaljer, og forsøge at holde et blik på helheden, til alle tider. I den her situation var der jo flere ting der tydede på at patienten slet ikke var død – hans tiltalende smil, hans fornøjede bakken på piben, hans oprejste stilling, hans rødme i kinderne … kort sagt, det var en smule forhastet at erklære patienten som henfaren.

Denne uge har vi fået at vide gennem aviser og radio, at akupunktur slet og ret er fup. Det virker ikke. Peter Gøtzsche har studeret en masse forskning, og kan derfor slå det fast uden skygge af tvivl.

Han siger lige ud at de millioner af mennesker verden over, der tror de får hjælp af akupunktur, bliver snydt, fordi det slet og ret ikke er nålene der virker, men samtalen.

Jeg kommer i hu en gammel joke: to psykiatere mødes på gaden. Den første siger: du har det godt, kan jeg se. Kan du sige mig, hvordan jeg har det?

Som i den forslidte joke, synes det som om vi er ved at have mindre og mindre tillid til egne erfaringer. Jeg møder tit mennesker der siger ting som: jeg gør de her øvelser jeg fik fra (valgfri sundhedsprofession) – jeg bliver bare værre, men jeg har jo fået at vide at jeg skal gøre dem …

Jeg svarer altid: Jamen så stop dog med at gøre øvelser der gør dig værre! Det er da ellers almindelig sund fornuft. Men en del mennesker synes at have mistet den mest grundlæggende information om sig selv, sin krop og sit helbred. Som f.eks. det meget simpelt tilgængelige fakta at enhver er nærmest til at vide, hvordan man har det.

Måske er vi snart der, at vi skal omgøre den gamle psykiaterjoke:

  • Hvordan har du det?
  • Nej, det ved jeg ikke – man har ikke åbnet det dobbelt blindede studie endnu, så jeg har ikke tilgang til informationen om hvordan jeg føler mig.

Man kan ikke dobbelt-blindteste personer. Hvis jeg f.eks. oplever at jeg stopper med at prutte, og min mave har det bedre, hvis jeg undgår fiberrig mad og gluten, så er jeg da hamrende ligeglad med om der findes hundrede fagfællevurderede forskningsartikler der viser at mængde fiber i maden ingen effekt har på maven. Jeg er mig, og jeg er faktisk den nærmeste til at vide de første ting om mig selv.

Forskning der ikke virker

Jeg ved ikke, hvorfor så mange studier der skal tjekke akupunkturens virkning, ikke viser signifikante resultater, men her er et bud på en mulig forklaring.

I vesten tænker vi i diagnoser, eller enkeltsymptomer. Vi kan bruge kvalme som eksempel. Hvis man skal forske på om akupunktur lindrer kvalme i et lodtrækningsstudie, vil man tit sætte op forsøget på den her måde:

  • Gruppe 1 får akupunktur mod kvalme – de samme punkter er valgt for alle, for at det skal være mest mulig lige forhold.
  • Gruppe 2 får ”fup-akupunktur”
  • Gruppe 3 er kontrolgruppe, og får ingen behandling.

Men akupunktur, når man kan det ordentlig, behandler slet ikke vestlige diagnoser, eller symptomer. Akupunktur blev udviklet i en tid der man ikke kendte til bakterier og virusser, og man obducerede ikke mennesker. Så når man vælger behandling/punkter indenfor traditionel kinesisk medicin, tager man udgangspunkt i andre ting end labsvar, scanninger og ”videnskabelige” ting og sager. Man vælger punkterne ud fra den information man får fra patienten fra at man lytter til patienten (mundtlig information, kraft i stemmen etc), fra at man ser på patienten (f.eks. hudfarve, bevægelsesmønster, ansigtsudtryk), man palperer (f.eks. puls).

Et lidt sjovt kuriosum er faktisk at for ikke så mange tiår siden så var det faktisk anset som god lægekunst også at indhente information fra andre steder end laboratorier og skærme. Man anså det for en del af lægekunstens finesse at palpere, lytte, se … Selvsagt gør læger det stadig i dag, men langt mindre end tidligere.

Men tilbage til vores tænkte forskningsprojekt. Tesen er altså at gruppe 1 får virksom akupunkturbehandling. Men det får de altså ikke. Virksom akupunkturbehandling er altid individuel – man behandler ikke kvalme, men Torben, Ida eller Sofie. Jeg ved godt det er blevet en klisjé, men man behandler altså hele mennesket – og ikke kun symptomer.

Hvis man skulle lave et tilsvarende – elendig – forskningsoplæg indenfor vestlig medicin, kunne man f.eks. prøve ud en form for kemoterapi til kræftpatienter. Så ville man give samme type kemo, i samme dosis, og med samme interval til mennesker med hudkræft, leukemi og brystkræft med spredning. Og så ville man mest sandsynligt konkludere med at kemo er noget fup – det giver ingen målbar effekt.

Måske er det så enkelt, som at man faktisk skal tage på alvor det fagfelt man forsker i, for at måle hvor stor effekten er.

Der er information, og så er der information

Jeg har min klassiske akupunkturuddannelse fra Kina – jeg boede og studerede der i 6 måneder. I Kina er en kinesisk læge (her i betydningen en læge der er læge-uddannet i klassisk kinesisk medicin, ikke vestlig medicin) professionsmæssig ligestillet med en vestlig uddannet læge.

I min praksis på kinesiske sygehus, erfarede jeg at diagnosticering slet ikke behøver at indebære en times interview og en masse ”nussing” med patienten, som Peter Gøtzsche beskriver det. En mester behøver bare 5 spørgsmål, plejede vi at sige. Resten af informationen fanger man mens man ser patienten gå over gulvet, og implicit i samtalen (bevægelsesmønster, ansigtsfarve, stemmekraft etc, etc.). Det er slet ikke magisk. Det handler om erfaring, opbygget gennem grundig uddannelse og års praksis.

En del af det her er ”tavs kundskab”. Jeg oplevede det samme fænomen i mit første job som sygeplejerske. Jeg arbejdet på en generelkirurgisk post, med kritisk syge patienter. Der var patienter med langt fremskreden kræft, patienter til observation for dyb venetrombose, patienter opereret i mave-tarm og som derfor fik al næring intravenøst, postoperative patienter med alt fra epiduralbedøvelse til blodoverføringer kørende … Vi var få sygeplejersker, og havde hver og en ansvaret for en (reelt set uforsvarlig) masse patienter. Det var i praksis alt for meget information til at processe det bevidst, men vi løb da omkring og gjorde det vi kunne for at holde patienterne i livet.

Nogle gange agerede vi på intuition, i mangel af noget bedre. Et eksempel: det er sidst på en nattevagt – jeg er færdig med sidste runde, og alt virker fredelig og i sin skønneste orden. 10 timers skift er snart forbi, jeg skal bare skrive et par ord i rapporten, komme mig gennem den hurtige nattevagts-rapport til en sygeplejerske fra dagholdet – og så: hjem og i seng! Alt er klappet og klart, ingen problemer. Men så alligevel en nagende følelse … der er noget – ikke noget jeg har glemt, men noget … Jeg tager en lille svip ind på rom 402 og finder en bleg og koldsvedende patient i seng III. Han tager sig til brystet, og har smerter ud i venstre arm. Så: ingen rapport til dagvagten kl 7.15, derimod at calle op vagtlægen, telefon til røntgen og Intensiven, calle op en portør og få patienten overført til intensivafdelingen via røntgen. Hvis ikke jeg havde ageret på at jeg oplevede noget der ikke stemte – bare et eller andet jeg må ha fanget i øjekrogen på den sidste runde gennem afdelingen, ville jeg givet rapport om en afdeling med ro og orden, ingen presserende problemer, og tilstanden til patienten på 402 III ville måske ikke ha blevet opdaget før efter en halv time. Det er ikke sikkert det ville gået så godt som det gjorde.

Dette noget, der fik mig til at agere, kan næppe sættes på videnskabelig formel. Heller ikke det fænomen jeg oplevede gang på gang med vores langsgående kræftpatienter der kom til kontrol. De gamle traverne der havde været i afdelingen i mange år, kunne kaste et blik på patienten og sige: jeg kan ikke lide, hvordan han ser ud. Det var en omskrivning af: jeg tror, hans kræft er på fremgang. Deres observationer passede som regel. Antagelig kunne man forske på det, for at finde de hårde tal der viser, om dette passer med virkeligheden. Pointet er imidlertid, at der findes informationer i verden der ikke umiddelbart kan tælles og måles (men så måske kan de det, alligevel, hvis man vil tælle på den rigtige måde, med respekt for det felt man forsøger at finde ud af.) Og det er da alle mennesker med en normal tilgang til livet, ved: forældre er nærmest til deres børn, og ved tit når det er noget, der er galt. At læger ikke altid er villig til at lytte til de nævnte forældre, forandrer jo ikke på det.

Og alle de millioner af mennesker, der bruger akupunktur dagligt, fordi de får noget ud af det, de ved også noget om sig selv og sin krop. Som enkeltmennesker behøver vi ikke lodtrækningsstudier for at gøre os erfaringer.

Og det er faktisk meget nedladende, at underkende millioner af menneskers erfaringer med hånden på den bibel der heder videnskab. Hvis det er rigtigt, som Peter Gøtzsche siger, at der over hovedet ikke findes forskning der kan fange op den erfaring så mange mennesker har, af at akupunktur virker mod virkelige problemer, ja, så er det faktisk noget galt med forskningen. For selv om anekdoter ikke er forskning, så er det alle anekdoterne der hober sig op, der viser den nysgerrige og åbne forsker vejen til hvad han skal forske på.

Da jeg var ung, hed det at forskning havde vist, at humlebien slet ikke kan flyve – det er angiveligt anatomisk og fysisk umuligt for dem. Men eftersom humlebien jo ikke kan læse forskningsartikler, eller høre debatter på DR 1, så ved de slet ikke, at de ikke kan flyve, så de bliver bare ved.

Selv om de fleste akupunkturpatienter faktisk kan både læse og lytte til DR1, tror jeg også de kan tænke selv. Så jeg tror de bliver ved med at flyve – bliver ved med at lytte til egne erfaringer, og modtage den akupunktur de mærker får deres bihulebetændelse eller kvalme, eller hvad de nu døjer med, til at fordufte.

For patienten er jo slet ikke død. Han (akupunkturen i vores lille metafor) smiler stadig vitalt og belevent. Akupunktur har overlevet alt i mange tusind år, og are still going strong …  Det er ingenting Peter Gøtzsche kan sige, der kan forandre det.

Som man siger det i filosofien: the proof of the pudding, is in the eating.

Og akupunktur-buddingens bevis er jo slet og ret alle de glade patienterne. Det er glædelig at også en del læger ved det, og ikke fuldstændig har mister evnen til at stole på egne erfaringer.

Læg igen en kommentar til Olli Mustonen Cancel Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

1 kommentar

  1. Olli Mustonen

    Godt skrevet, tak.