Når eksperter serverer fake news

Forskere og akademikere over hele verden demonstrerer i kampen mod fake news. På norsk radio i formiddag blev målet med det hele opsummeret omtrent som følger:

Forskere skal ha lov til å publicere sin forskning uanset hvad resultaterne viser.

Det er desværre ingen selvfølge. I dette interviewet fortæller Peter Gøtzche – leder av Nordisk Cochrane Center blandt andet om hvorledes medicinfirmaerne via økonomiske incitamenter styrer hvilke forskningsresultater der skal publiceres – og hvilke der ikke skal.

Herhjemme går Informationen lige i fælden, når de bruger vaccineforskningen som eksempel i sin dækning af marchen mod fake news:

  (…) er det nødvendigt at have respekt for viden og lytte til det store flertal af eksperter, læger og forskere, der alle anbefaler vaccinationer.”

 

Er det ikke lige i det her spændingsfeltet der man diskuterer uenigheder – at udvikling kan ske?

Og er det ikke sådan, at de store foregangsmænd og kvinder – de der har formået at få til en forandring – at de lige netop ikke har spillet på lag og sunget den samme vise som dem i sin samtid?

Udvikling … et historisk perspektiv

Semmelweis – håndvaskens fader: ham der påpegede at hvis lægerne gik direkte fra at obducere lig til at hjælpe børn til verden, så døde 90 % flere af fødekvinderne, end hvis jordmødre (der ikke obducerede lig) hjalp til ved fødslene. Blev han hyldet i sin samtid, tror du? Nej, kan blev forfulgt, og indlagt på psykiatrisk afdeling. Da han rømte derfra, rev han sig op på et hegn, og døde efterfølgende at infektion. Det kan man måske kalde historisk ironi. Men det store flertal af eksperter var helt enige om at Semmelweis var en gal tåbe, som man ikke behøvede at lytte til. Hvis han levede i dag, så ville ikke næppe hverken Politiken eller Informationen ha trykket er ord af det han kom med …

De læger der gerne ville fortælle om sine mistanker til gigtmedicinen Vioxx i 00-erne, fik mundkurv og trusler som ”belønning”. Medicinen ble til slut trukket tilbage, efter at mange mennesker var døde. Men i mange år var det store flertal af eksperter helt enige om at Vioxx var en udmærket medicin. Det var kun nogle gale outsidere der mente at den her medicin kunne være ”farlig”. Man forsøgte da også at give dem mundkurv, så de ikke skulle skræmme bort alle de menneskerne der behøvede den meget effektive medicin.

I parentes bemærket kan jeg skrive unde på at den faktisk også var effektiv: jeg fik en recept en gang, for nogle voldsomme muskelspasmer. Vioxx fjernet dem på ingen tid. Heldigvis var ikke jeg en af dem, der døde af kuren …

Vi har jo også historiske epoker friskt i mind – der ”alle” var enige, og ”alle” marcherede i takt i et land lidt syd for os. Og i den gamle østblok var der jo en del ord man ikke kunne nævne – en del tanker man ikke kunne lufte – hvis man ikke ville tilbringe en del tid bag høje mure.

Det er ægte debat – med ægte meningsforskeller – der driver samfundet fremad.

Det er folk der tør sige flertallet imod, der får til noget stort.

Sådan har kvinder gradvis fået både selvstendig myndighed og stemmeret i de deler af verden som vi kan lide og sammenligne os med.

På den måde blev slaveriet og apartheid afskaffet: nogen tog til orde mod den etablerede orden, og lyttede ikke kun til det ”alle eksperterne anbefalet.”

Det gjorde nok heller ikke arbejderbevægelsen, når de kæmpet sine kampe for arbejdstider, værn mod opsigelse og tryghed ved sygdom.

Vacciner …

Når der debatteres vacciner i media ser jo gerne modpolerne sådan ud:

  • en professor eller en ekspert der siger at alle vacciner er trygge for alle – altid.

han (for det er næsten altid en mand) diskuterer med:

  • en mor der føler der er rigtigst at leve naturlig, og ellers er meget glad for økologi.

Og selvsagt har hende moren også ret til en stemme, og selvsagt er hendes mening også vigtig.

Men hvis vi skal ha en faglig, saglig debat – hvorfor får vi ikke en ekspert også fra det andet hold? Og ikke fra vaccineskeptikernes højborg, der mener at vi skal flytte tilbage til skoven, alle sammen, uden mobilstråling eller farvestoffer?

Hvorfor debatteres aldrig ekspertens påstande – hvorfor trækkes frem modargumenterne frem: undersøgelser der viser noget andet end dem, eksperten støtter sig til? Hvorfor er altid medias dækning af ekspertens modsvar – følelser?

Hvorfor tilføres ikke debatten kundskaber fra f.eks. den internationalt kendte vaccine-sikkerhed-forkæmper og læge Suzanne Humphries, eller fra en mand som Robert Kennedy Jr. En mand som bliver kaldet for vaccine-skeptiker, men som faktuelt også – som Suzanne Humphries – er vaccinesikkerheds-forkæmper? Herhjemme har vi jo før nævnte Peter Gøtzche – han har jo også en meget god oversigt over tingene og kan representere kritisk, faglig tyngde.

I et interview med Robert Kennedy Jr. på amerikanske Fox News, finder Tucker Carlson det nødvendig at sige til ham (5 min 21 sekunder ind i videoen):

 ”I think you ought to be allowed to ask legitimate questions without being attacked. Because I think that is the basis of democracy”.

Hvad om vi forsøgte det herhjemme, også? At få fakta fra begge sider af diskussionen? I stedet for at slå fast – som et udgangspunkt at vi allerede ved, det der er at vide om f.eks. vacciner?

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.