Mobningens mange ansigter

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Da min datter var færdig med sin konfirmationsundervisning om foråret sagde en af underviserne:

”tak for at vi måtte låne jeres børn:

de har været udsædvanlige rædselsfulde en del af tiden,

og udsædvanlige søde og behagelige store del af tiden.”

Jeg tolkede det som at de uge havde opført sig normalt for deres aldersgruppe, og for mennesker generelt – og de var slet ikke fantastiske hele tiden.

Mobbing

Vejledning og forbilleder

Mennesker opfører sig ikke perfekt, og derfor er små og halvvoksne mennesker heller ikke myndige. De har værger som skal stå til ansvar for deres opførsel sammen med dem, vejlede og hjælpe dem i hverdagen så at de med tiden vokser op til at kunne tage fuldt ansvar for sine handlinger. Forhåbentlig skal disse handlinger også være socialt acceptable i det hele taget. Vi ønsker jo ikke at vores børn skal vokse op til at blive nethetzere, eller en som chikanerer hjemløse på åben gade..

For at opnå dette må vi gå den vej som lederen af konfirmationsundervisningen flugte. Hun er hun er bevidst som sit ansvar som forbillede og vejleder. Hun siger klart og tydelig hvad hun mener, når det er noget som ikke fungerer som det skal. Hun er høflig og respektfuld. Et forbillede. Og hun lader ikke som om børnene er fantastiske hele tiden når det ikke passer.

Det undrer mig hvorfor det er så meget bedre at min datter føler sig såret– føler sig ilde til mode – end at bøllen gør det?

The bully’s defence

Et andet scenarie: da min datter gik i 5. klasse oplevede vi en del problemer. Første skoledag blev hun mødt med kommentaren: jøsses, er du blevet endnu mindre i sommerferien? Det gik hende på, og vi tog det op med skolen. Læreren meldte tilbage at hun havde taget sagen op med de involverede uden at nogen følte sig ilde til mode. Det hele havde for øvrig været en spøg.. Altså the bully’s defense, som man siger på engelsk: først bliver man mobbet, så får man vide at man mangler humor. Så var der taget hånd om den sag kunne vi forstod.

Spøg..?

Vores datter begyndte at få ”latteropringninger” om aftenen, og det ”passede aldrig” når hun inviterede venner med hjem. En morgen blev hun mødt med denne kommentar: ”ikke for at være grov.. jo, egentlig derfor: du burde tabe dig!” Jeg tror heller ikke den første kommentaren var en spøg, men ingen skal komme og fortælle mig at dette er noget en 10-årig trækker op af hatten som en impulsiv morsomhed. Det virker planlagt. For at såre. Og så undre det mig hvorfor det er så meget bedre at min datter føler sig såret– føler sig ilde til mode – end at bøllen gør det?

Vi ”har zero” (vanlig antimobningsprogram i norsk skole: angiver nultolerance for mobning).

Vi meldte tilbage til lærer før forældremødet om at det er sociale problemer i klassen, og at vi ønskede at diskutere det. Det der sker, er at lærer bruger ca. 3 minutter på at slå fast at ”vi bruger zero” – og at det fungerer fint! Det bliver ikke lagt op til nogen diskussion omkring hvordan vi skal forholde os når børnene ikke opfører sig acceptabelt. Nej, alt er i den skønneste orden, for vi bruger jo zero her på skolen…

Det er længe siden jeg bestemte mig for at mit barn skulle mistrives på skolen hvis jeg på nogen måde har magt til at gøre noget ved det. Så vi forsøgte at sætte hårdt mod hårdt og forlangte en ændring i det sociale miljø, eller ville vi flytte vores pige over i en anden skole. Men skolen fortalte at kommunens politik var, at man skal lade folk skifte skole. Altså: her er det os som bestemmer. Du er magtesløs.

Men heldigvis findes der privatskoler, og heldigvis kunne vi betale for en (selv om det gjorde indhug – f.eks. i feriebudget). Ikke alle er så heldig.

Sig mig ikke imod..!

Forskellige hersketeknikker er en naturlig del af mobningens mange ansigter. Jeg har også (lidt mere perifert) set hvad der kan ske når en tidligere angiveligt mobbet elev kommer ind i en klasse. Enkelte mennesker mener/er oplært til at mene det samme som nogen af de gamle anarkister hævede, at enhver som begrænser min totale frihed er en tyran. Oversat til skolesprog: enhver som siger mig imod mobber mig. Så hvis det selverklærede mobbe offer trækker grangrene tilbage sådan, at de fjedrer ind i ansigtet på de børn som leger på gyngerne, synes hun at hun bliver mobbet, når de andre børn beder hende om, at holde op med at ødelægge deres leg. De andre børns– til dels lignende – erfaringer fra tidligere gælder ikke, for hun – og kun hun – er mobbeoffer her.

For vi har ikke bare ret til at sige fra. Vi har pligt.

Her gør skolen barnet en bjørnetjeneste ved ikke at melde klart ud at også hun – lige meget hvor meget hun er blevet mobbet før – skal tage ansvar sine egne handlinger. Ingen har ret til at ødelægge legen for andre børn.

Pligt til at sige fra

Mange forældre og lærere – voksne generelt – er bange for tydeligt at sige hvad de mener, hvad de accepterer som rimelig opførsel. En bekendt fortalte en gang at han havde set et barn kaste sten på en måge for at skade den så den ikke kunne fly. Han blev spurgt hvorfor han ikke greb ind, og han svarede: hvem er jeg til at sige et barn ikke skal kaste sten efter en måge, har jeg ret til det?

Det er forkert svar. Jo flere voksne som indtager denne position, desto mere mobning finder vi blandt børn, og jo dårligere opdragelse får børn. Så går det videre til næste generation

For vi har ikke bare ret til at sige fra. Vi har pligt.

 

 

 

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.