Lykke

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Konfirmant med lidt uglet hår efter en tur på trampolinen med de yngre gæsterne.. Bilde taget af Bruno Aamo

Min datter blev konfirmeret lørdag, og en ny epoke er (igen) indledet – endda et skridt i udviklingen tilbagelagt, endda et skridt mod voksen selvstændighed. Her er et lille, omskrevet, uddrag fra talen min til henne.

Da Liv Ullman fyldte år for en tid tilbage, fortalte hun i et program på fjernsyn om sit liv. Hun beskrev perioden da hun fik sin datter, og sagde ”for en følelse av tryghed at vide at nå skulle hun være i verden sammen med mig!”. Slik har jeg også altid følt det i forhold til min egen datter. Det har vært, og er, en uendelig og ustandselig kilde til glæde at vide at hun findes, nær eller fjern, et sted i den samme verden der jeg også lever. Og slik håber jeg det bliver, altid, selv om vi måske ikke altid vil være så fysisk nærme som nå.

Den første tiden af livet hendes var vi sammen døgnet rundt, for vi havde ikke familie hun kunne være hos. Så hun var med mig over alt: fra forelæsninger og weekendkurs, til besøg hos frisøren. Ud fra det stedet har hun vokset til en mere og mere selvstændig person, som nå rejser alene ud i verden når det behøves, og hun ønsker det.

Hun har nogle ganger spurt mig hvad hendes første ord var, og det husker jeg ikke, selv om de fleste mødre vel bedst kan lide at tro at det første ordet er mamma. Men jeg husker klart og tydelig at blandt de første ordene var ordet ”bill!!” og ordstillingen ”bill ikke!”.

Sunnivas hår før turen på trampolinen...

Sunnivas hår før turen på trampolinen…

De kunne bruges i sætninger som: ”bill have den is”, bill have den sidde der” eller ”bill ikke have den køre bil” eller ”bill ikke have den støvler på”.. Og sådan må det jo nødvendigvis være, siden hun har arvet lidt af sin mors stædighed og sin fars sin genstridighed. Og dette er jo unægtelig en meget vigtig ting å ha på plads i livet: hvad man bill og hvad man ikke bill – hvis ikke kan man risikere å blive for meget styrt af andre.

Livet er ikke altid på ens side, det ved vi jo så alt for godt. Det kan være skolekammerater der slutter at være kammerater – så det bare er skole igen, det kan være udstødelse og drilleri – det er svært mens det står på, men man lærer noget om sig selv, om andre, om hvordan folk er skruet sammen og hvordan man kan takle det når livet ikke helt samarbejder.

Hun ble altså tidlig slagfærdig, og kunne svare sin far da han beskyldte henne for at være kranglevoren (norsk ord der betyder at man har let for at ty til skænderier): ”Nehei, for det er mamma som er moren – og du er kranglefaren!” (krangle = skændes)”.

Min datter gik til konfirmationen med stort alvor, og jeg glæder mig til at hun skal fortsætte at findes i verden sammen med mig!

oppsats

Bilde taget af Bruno Aamo

 

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.