Læger må stoppe med at behandle kronikere som om de var parodier på dårlige film-skuespillere

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

For en tid siden skrev jeg om, at patienter som har haft smerter, symptomer, udmattelse og andre invalidiserende symptomer i årevis ikke blir beroliget af, at lægen forsikrer dem om, at de ikke fejler noget farligt – eller ikke fejler noget i det store og hele.

Så her er udfordringen til læger: stop med at være en parodi på en dårlig filmskuespiller, som sidder og stryger hånden over håret på patienten, mens han bløder ihjel. Gør noget!

Og faktisk lyder hele konceptet som en parodi på en helt ny sygeplejerskestuderende eller en ekstremt dårlig uddannet og kundskabsløs sygeplejerske.

På sygeplejerskeuddannelsen lærer man, at det er vigtigt at gøre patienten tryg, dæmpe angst og uro. Når en patient for eksempel kommer ind med brystsmerter på grund af et igangværende hjerteinfarkt, vil angst øge oxygenbehovet i musklerne – noget som er ret uheldigt. Pointen er, at de så siger – som man gør på film – at dette skal nok gå godt, i sig selv er det ikke ret meget værd.

Det som i virkeligheden beroliger patienten er, at han føler, at han er i gode hænder – at de der tager imod ham ved, hvad de laver: hvis sygeplejersken begynder med at give ham oxygen i næsekateter, ordne sengen så hjertets arbejde lettes mest muligt (sænkede fødder, hæve hovedenden) og løsne op på tætsiddende tøj, så han kan ånde lettere, så stiger tililtningen og angsten lettes. Det gør hjertets arbejde også. Og så er lægen forhåbentlig klar til at modtage patienten – og sygeplejersken kan hurtigt og effektivt administrere morfin og andre medikamenter, som udvider blodkarene og dæmper smerterne så hjertets arbejde bliver endda mere aflastet.

Det er således ikke ordene der beroliger patienten – men det der bliver gjort for, at han faktisk skal få det bedre.

Derfor bliver en patient, som har haft svære daglige symptomer i måneder og år heller ikke beroliget af lægens forsikringer om, at det er helt ok, at man har det, som man har det. Hvilket jo vil sige; forfærdeligt.

Det eneste der beroliger patienten er, at lægen gør noget – noget der vel at mærke virker.

 

Det eneste der kan berolige pasienten er at lægen gør noget – noget der virker.

I litteraturen om de såkaldte diffuse lidelser kan det se ud, som om lægen tror, at det patienter ønsker er undersøgelser. Men det stemmer heller ikke: patienter er revnende ligeglade med undersøgelser som sådan – de vil bare have hjælp. Noget der gør, at de får mindre smerter, bedre søvn, mindre kvalme etc etc etc.

Og der findes jo behandling, men ofte modarbejder lægerne at disse kommer i brug – af grunde som transenderer min fantasi. Eksempel på dette i forbindelse med MS kan du læse her.

I Danmark er det moderne at kalde alt muligt fra bækkenløsning via ME til tinnitus og irritabel tarm for Funktionelle lidelser og behandle det med psykofarmaka og samtaler. Dette klassificeres ikke af patienterne, som at gøre noget, der virker…. forskning viser heller ikke, at det virker. Det eneste det synes at være godt for, er dem som har kunnet lave en forretningside ud af al det sludder.

Det er således ikke ordene der beroliger patienten – men det der bliver gjort for, at han faktisk skal få det bedre.

Når det gælder ME, som jeg fejler, fandt jeg efter 30 års sygdom frem til fysisk behandling som har hævet mit funktionsniveau og min livskvalitet markant. Lægen forsikrede mig ikke om noget som helst, men informerede om, at man ofte kunne opnå en del hos patienter som mig – hos nogen mere end hos andre, og hos nogen skete kun lidt – det vidste man ikke før, man havde prøvet de muligheder, der forelå.

Og, siden jeg er et voksent, oppegående menneske, responderede jeg langt bedre på denne ærlige information end på alle de indholdsløse forsikringer og beroligelser som læger har fyldt mig med gennem årene.

Så her er udfordringen til læger: stop med at være en parodi på en dårlig filmskuespiller, som sidder og stryger hånden over håret på patienten, mens han bløder ihjel. Gør noget!

 

ME gør at man mister livet

Og hvis indvendingen er, at der ikke er tale om, at man bløder ihjel med en ME, det slet ikke er akut, så er jo det på sin vis rigtigt. Man bløder ikke ihjel på et par timer eller dage, og man dør heller ikke af det i det tidsrum.

Men ME gør at man ”mister livet” – delvis, hvis man er heldig nok til at have en restfunktion, som jeg har. Eller fuldstændig – fordi man ligger indespærret i mørket i år efter år, som de dårligste gør.

Og ME-patienter har, sammen med reumatiske patienter, højere dødelighed end blandt andet kræft. De fejler jo altid noget – det er vanskeligt at identificere ny sygdom blandt alle de vanlige symptomer som kommer og går. Og selv om patienten oplever, at der er noget, som er anderledes, er det jo som oftest en næsten umulig øvelse at få det udredt af en læge – de tror jo bare, det er ”psykisk”, når man har været syg et stykke tid.

Selvmord er også en løsning ME patienter kan være fristet til at vælge. Der er en grænse for hvor meget lidelse, man kan klare, og hvis der ikke findes udsigt til hverken hjælp eller støtte, er det jo ikke så mærkeligt, hvis den vej virker fristende.

 

tjek i alle fald når der er noget at tjekke!

Og der findes ofte anledninger, som er mere akut, hen ad vejen. Som i mit tilfælle: i 1991 havde jeg været syg i 8 år, da jeg fik en voldsom antibiotika-induceret kolit. Blodet fossede fra endetarmen og jeg blev indlagt på sygehus med store smerter og dårlig almentilstand. De tog en koloskopi, og fandt ingen inflammationer eller tarmsygdom. Og det var jo fint nok.

De mente vel ikke i fuldt alvor, at jeg ”psykisk” havde klaret at få tarmen til at styrtbløde?

Men der stoppede det, og det var ikke godt nok: lægerne var glade og fornøjede; sagde, at vi ved ikke hvorfor nogen får dette af og til, men som oftest er det bare en episode, også går det tilbage til normalen igen.

Hallo! Min normaltilstand var at jeg havde været syg i 8 år! Hvor fik de det fra, at det at gå tilbage til en normaltilstand var OK?

Hvorfor ikke gribe denne anledningen til at tjekke ordentligt op på tarmflora, madintolerancer etc, etc. Noget var i hvert fald galt her og der, det må alle kunne være enige i. Så hvorfor hævede ingen blikket, bare lidt? Hvorfor prøvede ingen at se, om de kunne finde en sammenhæng, noget man kunne gøre?

De mente vel ikke i fuldt alvor, at jeg ”psykisk” havde klaret at få tarmen til at styrtbløde?

 

Det der er godt for samfundsøkonomien er godt for patienten!

12 til, så fandt jeg en læge som gjorde noget i forhold til min tarm. Det var min vej mod at blive langt bedre. Hvor meget friskere kunne jeg være blevet, hvis dette var blevet gjort allerede i 1991 – så jeg havde undgået 12 år med en nedadgående helbredsmæssig spiral? Hvor meget af min lidelse kunne være undgået? Hvor mange kroner og ører kunne være sparet ved, at jeg havde beholdt et bedre helbred, eller til og med blev nogenlunde frisk?

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.