Jeg holder af facebook. Selvom det er helt ”yt”…

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Monets vannliljer 2

Monets Vannliljer

Det er blevet trendy ikke at kunne lide facebook, ikke at være så almindelig at man ”er på” noget så dagligdags som et sådant socialt fællesskab.

Jeg var også negativ overfor facebook tidligere. Jeg sagde også, at jeg havde alt for meget fornuftigt at lave til at jeg gad bruge min tid der..

Nu har jeg ændret mening. Jeg er indenom næsten hver dag, når jeg ikke er på rejse, og har meget glæde af det. Jeg har venner der, som jeg har gået i skole med for op til 30 år siden. Jeg kan se, om de har skiftet job, fået hund, købt hus, når de har konfirmander – eller om de første barnebørn er begyndt at tikke ind. Det er hyggeligt. Også selv om vi aldrig, eller sjældent, mødes. Eller måske netop derfor.

For et stykke tid siden så jeg at en gammel ven havde mistet en datter. Så nu ved jeg hvorfor hun lægger opslag op, der for mig er lidt i overkanten “bløde indlæg” om familiens vigtighed. Jeg trykker synes om, og tænker at siden hun gør det, er der vel noget bearbejdelse i det. Hver sørger på sin måde.

Jeg har en krop som ikke tillader mig at arbejde på fuld tid, og jeg arbejder også hjemmefra, med min mand som eneste kollega. Den samme krop sætter også relativt strenge grænser for det sociale liv, for jeg har små ”tidslommer” i hverdagen, hvor jeg har kræfter og bevægelsesmulighed til at se andre mennesker. Så det kan blive tilløb til ensomhed i perioder, for at sige det sådan. Og dermed kan der være flere veje som fører til Rom end den ene som hedder at møde folk i den virkelige verden…

Lykken er at finde sammen med en, som er lige så mærkelig som en selv.

Og det er ikke engang sikkert at møde med ægte mennesker i real life er at foretrække. Altid. For mig. For jeg har ikke energi til det. Og andre mennesker har ofte det drive, at de skal gøre noget, hele tiden. Der skal ske noget. Hele tiden. Det kan jeg ikke holde til. Facebook maser sig ikke på. Den tillader, at jeg sidder og sløver og får akkurat det med mig, jeg kan.

 

Jeg har en facebook-ven jeg aldrig har mødt: hun er ven af en anden ven, som jeg heller ikke kender udenfor ”facen” – men vi er medlemmer af samme forum, mener meget af det samme om mangt og meget, og han anbefalede mig en gang at kontakte hende her, fordi jeg spurgte efter råd om, hvordan man som nordmand kan lære at navigere på dansk i det flade land..

Min nye ven-som-jeg-heller-ikke-har-mødt har – efter hvad jeg forstår – også et relativt hjemmebundet liv, om end af andre grunde. Hun lægger ting ud, som får mig til at grine i hvert fald et par gange om ugen, for eksempel denne, i billedform, med fin skrift og farvet baggrund: You should see the shit i dont post…

Eller denne, som ikke er morsom, men som kalder på genkendelsens smil.

Thoughts

Det er en gave at møde folk med samme humor som en selv.

Det er også lettere at finde fælleskab, når man har flere mennesker at vælge imellem. Der er ikke så mange skak nørder i en lille by. Eller folk med sære sygdomme. Eller mennesker som holder af at hækle toiletrulle prinsesser. På nettet finder man ligesindede. I nogle tilfælde i for stor grad, som mænd der er med i børneporno-ringe og den slags. Men det er jo ikke nettets fejl, at folk gør ulovlige ting..

Uanset: jeg har altid følt mig anderledes end de fleste andre, og finder ikke så let tonen med så mange. Som en af mine andre facebook-venner som jeg vel strengt taget ikke kender særlig godt, ”sagde” forleden: lykken er at finde sammen med en, som er lige så mærkelig som en selv. Jep. Det er akkurat sådan, det er.

Jeg tror også, at facebook sænker tærsklen for kontakt. Jeg ville aldrig kunne finde på at tage telefonen for at ringe rundt og høre om nogen jeg kender er at træffe, hvis jeg skal indenom min fødeby en sommer. Men jeg kunne finde på at lægge det ud på facebook for at høre om, der er nogen, der bider på det…

Facebook giver også anden værdifuld information. Som for eksempel at den slægtning som ikke nåede at blive færdig med gaven, hun skulle strikke til min datters konfirmation for et år siden, og som hun ikke har sendt endnu. Hun strikker, syer og bager, så det står ud af ørerne på hende. På spørgsmålet om hun ikke er bange for at påtage sig for meget, siger hun at det går fint, bare man prioriterer. Så ved vi det. Og også hvordan vi skal prioritere, når de skal have konfirmation om nogle år.

Da vi skulle til Paris, spurgte jeg efter tips om ting at se, og blev på den måde opmærksom på Orangeriet – der hvor Monets berømte vandliljer hænger i flere rum. Et fan-tas-tisk sted som vi måske havde hastet forbi, hvis ikke en fjern ven havde givet os tipset om det på facebook.

Monets vannliljer

Monets Vannliljer

Jeg får også information om venner, jeg gerne vil møde igen i det virkelige liv, men som aktivt undgår mig og mit, og som ikke svarer på meldinger før, der er gået måneder. Det er mennesker jeg tidligere kunne finde på at ringe til, for at høre om vi skulle træffes, når jeg er indenom byen, hvor de bor. Men siden de åbenbart ikke ønsker noget andet end en overfladisk kontakt, så lader jeg det være. Og så sparer jeg dem for at finde på en løgn for at slippe udenom, og jeg sparer mig selv for en pinlig samtale.

Når jeg ser en dame, jeg kender lidt, lægge ud at hun og manden bare har haft den bedste weekend ever på spa-hotel. Så tænker jeg, at jeg håber, de har fået taget lidt hul på bylden med ægteskabsproblemer og taget et skridt væk fra den truende skilsmisse.

Selvsagt er der folk, som praler. Af ferier, og biler og vellykkede liv. De samme mennesker praler også, hvis du møder dem i det virkelige liv. Jeg ignorerer det på facebook, som jeg gør det ellers.

Og mange ganger ser jeg et andet billede end pral bag se-hvor-vellykket-vi-er-poster. For eksempel, når jeg ser en dame, jeg kender lidt, lægge ud at hun og manden bare har haft den bedste weekend ever på spa-hotel. Så tænker jeg, at jeg håber, de har fået taget lidt hul på bylden med ægteskabsproblemer og taget et skridt væk fra den truende skilsmisse.

Og når nogen jeg ved har problemer med at gå, lægger billeder ud fra en tur med himmel og træer, så ved jeg, hvor fantastisk det kan være at komme ud en tur, når man soner med sygdommens fodlænker, uanset hvor lille turen ser ud for alle andre.

Eller når jeg ser at nogle, som jeg ved har en aldeles elendig økonomi, har gjort noget eller købt sig noget, som de er stolte af – så tænker jeg at: flot at de har kunnet få råd til det – det var godt for dem!

Jeg har ikke tid til at læse mange aviser hver dag, men facebook hjælper mig faktisk ofte til at finde frem til artikler, som jeg synes er vigtige at få læst. For eksempel var det der, jeg fik tips om en ny anbefaling fra Sundhedsstyrelsen her i Danmark ved behandling af lavt stofskifte. Den artikel gjorde, at jeg kunne bede min læge om en vurdering af min egen behandling. Og det er jo ikke det dummeste.

Jeg har ikke tid til at læse mange aviser hver dag, men facebook hjælper mig faktisk ofte til at finde frem til artikler, som jeg synes er vigtige at få læst. For eksempel var det der, jeg fik tips om en ny anbefaling fra Sundhedsstyrelsen her i Danmark ved behandling af lavt stofskifte. Den artikel gjorde, at jeg kunne bede min læge om en vurdering af min egen behandling. Og det er jo ikke det dummeste.

Så jeg har glæde af facebook. Jeg kan godt lide fænomenet, til og med. Selv om det altså er dybt utrendy. Men jeg har heller aldrig været særligt moderne eller in… Og på facebook kan jeg nogle gange finde et fælleskab af andre, utrendy, kedelige mennesker med sær humor og mærkelige interesser.

Også selv om det ikke bliver til de dybe, filosofiske samtaler. De er for øvrigt vanskelige at få i stand i virkelige møder med virkelige mennesker, også: Let og lystigt skal det være! Blir det for alvorligt begynder blikkene let at flakke, også udenfor fjæsen.

Så må vi hellere bare blafre forbi billeder som dette:

Venner, shutterstock_219191122

 

 

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.