Hvordan får man børn til at ønske at tage ansvar?

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Svar: de lærer i den skole de går…

I et læserbrev i Aftenposten debatteres belønningstyranniet i børneopdragelse. I en af kommentarerne spørges der: Hvordan får man børn til at ønske at tage ansvar? Og svaret er efter min mening i hvert fald ikke med belønninger, som lommepenge eller præmier, som nogle er inde på.

Jeg ved, hvad der har virket hjemme hos os.

Jeg tænker, at man opnår at børnene ønsker at hjælpe til ved at optræde som et ægte menneske over for dem, ikke som et servicerende personale. Hvis man høfligt beder en 10 årig om hjælp til at bære varer ind fra bilen og tømme opvaskemaskinen, og så får svaret: gider jeg ikke, så vil et muligt svar være: men hvis jeg skal nå alt det her, så er det ikke sikkert, jeg orker at køre dig til fodbold/hockey/ballet i aften, det er i hvert fald muligt, at jeg ikke gider. Så må du ringe til Thea og Poul og bede dem klare det der med kørslen i dag.

Forældre skal være mennesker i en relation – de skal ikke være et pædagogisk rigtigt service personale.

Måden man beder om ting på er vigtig: hvis man formidler til barnet, at man har brug for dets hjælp, er det forbavsende ofte også interesseret i at hjælpe. Det er vel et menneskeligt ønske om at være til nytte. Det er noget der er fælles for både små og store mennesker…

Eller man kan sige: Kan du hjælpe mig med maden og med at dække bord, så når jeg nok at blive færdig til filmen begynder? Her vil ”belønningen” være at man gør noget sammen bagefter. Samt glæden ved at være vigtig, være en del af fællesskabet. Den belønning skal man ikke undervurdere…

Hvis barnet gerne vil, at man skal spille et spil, lege eller bygge lego, kan svaret være: det vil jeg da gerne, men jeg må have det her arbejde af vejen først. Kan du hjælpe mig, så går det hurtigere?

Hvis min mand beder mig om hjælp til noget, siger jeg som regel:

  • Ja, så snart jeg er færdig her, eller:
  • Ja, jeg har tid i eftermiddag. Eller bare:
  • Ja, selvfølgelig.

stovsugerhjelpNår jeg beder ham om hjælp, forventer jeg et lignende svar. Hvis han pludselig gør dig utilbens og ikke gider hjælpe mig, vil jeg nok heller ikke være den mest frembrusende næste gang han spørger.

På sammen måde er det med børn, selv om overgangen selvsagt er mere glidende: over for børn har de voksne altid ansvar for kommunikationen, og de har ansvar for sikkerhed og sociale rammer. Små børn tager de voksne fuldstændig ansvar for – og de bidrager ikke med meget andet end at være dekorative, og give mening til vores liv (i hvert fald mit), sprede glæde (og nogle gange fortvivlelse).

Men gradvis vokser de til, og kan tage mere ansvar for både det ene og det andet. De bør tage mere ansvar for det ene og det andet: de skal jo vokse op og blive voksne mennesker, måske med egne børn, som de skal give omsorg og tage ansvar for en dag, samt sætte grænser for. Hvor skulle de lære det, hvis ikke af deres egne forældre?

Ros
Ros er et fænomen, der kan misbruges, som det meste andet: hvis man bruger det som belønning, går der inflation i det, som i anden belønning, og det skal være mere og mere for at få tilfredsstillelse.

Men hvis man bruger ros som ægte tilbagemeldinger i en tilstedeværende relation, så fungerer det udmærket:

  • Tusind tak fordi du tog af bordet og satte i maskinen, for i dag er jeg meget træt efter arbejdet.
  • Åh, jeg er så glad for, at du hjalp mig med vasketøjet, så blev jeg færdig, før jeg skulle til forældremødet.
  • Det var så hyggeligt at lave mad i dag, fordi du hjalp mig – så slap jeg for at stå alene i køkkenet!

Hvordan håndteres klager?
Man skal ikke finde sig i alt – det er en vigtig del af det at være menneske og optræde som et sådant overfor barnet/børnene. Hvis min datter mugger over den mad jeg har lavet, kunne jeg f.eks sige:

  • Jeg har brugt mere end en halv time på at lave denne middag, og jeg har lagt kræfter og arbejde i at lave mad, som er godt for dig, så du kan holde dig sund og frisk. Det er helt ok med mig, hvis du ikke bryder dig om den, og det har du lov til at sige, en gang. Derefter holder du det for dig selv og spiser, eller lader det være. Men du får ikke andet mad før til næste måltid. (I parentes bemærket: jeg har aldrig lavet mad, som hun ikke bryder sig om, og tvunget hende til at spise det. Enkelte retter er ok at slippe for, men at mugge over al fisk, vil jeg bare ikke høre).

En anden variant, til større børn, vil kunne være:

  • Jeg har ikke brugt en masse tid på at lave mad for at høre på en masse klager, så venligst luk munden. Den der ikke bryder sig om min mad, er velkommen til at overtage madlavningen fremover. Men jeg minder om, at pizza og pandekager ikke er hverdagsmad, fordi vi skal passe på vores sundhed.

Vrede og frustration

Mange lever også i den vildfarelse, at det er forkert – eller til og med farligt at blive vred på sit barn. Det er jeg dybt uenig i. Vrede er for det første en naturlig følelse, og igen: hvis ikke barnet lærer at opleve vrede som en naturlig del af livet hjemme – hvor skal de så lære det?

Og lad os bare indrømme det, først som sidst – nogle gange driver børnene os til vanvid: de gør os vildt rasende. Eller sagt på en anden måde – min datter kan få mig til at tænde på alle tændrør (så snakker jeg bare om mig selv). Og jeg tror faktisk det har været meget gunstigt for hendes opdragelse at opleve det fordi:

  • Det giver hende erfaring med at der findes grænser for hvor langt man kan gå i at presse andre mennesker.
  • Verden går ikke i stykker, hvis man bliver vred. Heller ikke selv om man siger ting, som man ikke helt mener i kampens hede. Man kan nemlig reparere ting, man kan sige undskyld, man kan fortryde det man haver gjort. Vel og mærke hvis man ikke går for langt: hvis man enten tyr til vold eller bliver helt ude af sig selv, så man skræmmer barnet fra vid og sans, så er det nok ikke så let at rydde op, sådan i en håndvending. Men god gammeldags vrede har ingen taget skade af. Tvært i mod: Man bør jo være i stand til at møde vrede hos andre for ikke at blive en ængstelig sjæl der ude i den store verden. Og man har brug for at se, at vrede ikke er farligt hos mor og far – for at blive i stand til at rumme og udtrykke denne følelse selv på fornuftig vis, i tidens fylde.

Kort opsummeret lærer børn i den skole de går:

  • Hvis man takker dem oprigtigt, når de gør noget godt, så lærer de både at bidrage og takke.
  • Hvis man siger undskyld, når man selv har gjort noget dumt, lærer de både at tilgive – og at sige undskyld.
  • Hvis man udtrykker sit behov for hjælp, vil barnet ofte ønske at hjælpe. Og de vil lære, at det er sådan man beder om støtte: ikke ved at rulle rundt på gulvet og skrige højt eller mase, nappe en i ærmet eller surmule med en hængende underlæbe.
  • Hvis man udtrykker sine følelser – som vrede og frustration når det er på sin plads, og glæde når der er brug for det – så vil barnet lære at genkende, rumme og udtrykke de forskellige menneskelige følelser, positive som negative.

Og det vil de takke dig for en dag i fremtiden – når de selv skal prøve at få et forhold til at fungere.

Først med en kæreste. Senere måske med egne småbørn.

 

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.