Generation præstation – man ligger, som man reder

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Teksten nedenfor er min kommentar (oversat til dansk) til Hanne Skartveits kronikk: Det tause opprøret, der stod i VG 20.09.2014. Originalteksten finder du her.

 

I en kronik i VG tematiseres ungdommens manglende oprør mod forældrene – forældre som bare ønsker at børnene skal blive lykkelige:

”Det er ikke længere nok at få sig et job og brødføde en familie. Nu ønsker forældre mest af alt, at børnene skal blive lykkelige. Det er lidt af et krav at stille. For hvad skal unge mennesker gøre for at leve op til det?”

Det fremstår bare som underligt – hvis forældrene faktisk ønsker, at børnene skal blive lykkelige – så er det vel ligegyldigt, om de vælger en uddannelse som snedker, eller om de får topkarakterer og kommer ind på lægestudiet? Om poden vælger at købe et lille landmandssted med geder, eller bliver menneskerettighedsadvokat?

Så hvorfor føler disse unge mennesker et så voldsomt indre pres om at lykkes, når forældrene angiveligt bare ønsker, at de skal være lykkelige?

 

Ros-kulturen

Jeg tror ros-kulturen har meget af skylden. Den ros-kultur som fremhæver præstation i stedet for person og relation:

  • så dygtig du er til at spille fodbold i stedet for så sjovt det så ud, da du spillede i dag.
  • Så fint et legohus du har bygget, i stedet for: det var morsomt at bygge lego sammen med dig
  • Sikke en flot kage du har bagt, i stedet for så hyggeligt vi havde det i køkkenet, da vi bagte.

For hvem siger at kagen bliver flot? Man kan vel have en lige så dejlig stund sammen alligevel.. Hvis man sænker skuldrene og kravene lidt, så bliver det lettere at takle nederlag, som ikke engang behøver at være nederlag.

Jeg plejer at sige, at jeg laver ikke pæne kager, men gode kager.

Det sænker ambitionsniveauet radikalt, når det gælder konditordelen af kagebagningen. Og det giver os mange gode oplevelser – som ikke er så pæne, men hvad betyder det?

Mange, efter som man får indtryk af – for lykke er vist fortsat synonymt med hvordan man fremstår, den gode, gamle facade. Lidt som ny vin på gamle flasker..?
 

Prestasjon eller person?

Det er jo heller ikke sikkert poden er særlig god til fodbold, når sandheden en gang skal frem… spørgsmålet er: gør det noget – hvis han har det sjovt? Og sådan ser det ud: det gør noget – for han har lært, at kun hvis han er god, kan han være noget værd, være glad.

Og når børnene er færdige med at bygge lego, og bage kage med mor – fordi de er begyndt på videregående skole og har alt for travlt, så kommer bomerangen tilbage. Hvad har vi lært børnene at fokusere på: præstation eller person?

De fleste forældre vil vel, at deres børn også skal lykkes, jeg indrømmer det i hvert fald blankt: jeg vil gerne, at min datter skal lykkes. Spørgsmålet bliver så:

 

Hva skal til for at jeg synes at hun har lykkes?

  • hvis hun klarer at gennemføre en uddannelse til et job, som hun kan trives med – selv om den også har sider, som ikke er fantastiske, hver dag.
  • hvis hun finder en partner af et frit valgt køn, som hun kan leve sammen – selv om ikke alle dage er lige gode, og de skal arbejde for at holde på lykken.
  • hvis hun får mindst et af de børn, hun ønsker sig
  • hvis hun får råd til at købe et anstændigt sted at bo i et anstændigt område.
  • hvis hun også har råd til lidt ferier og fritidsaktiviteter, når hus og regninger er betalt.
  • hvis hun har beholdt evnen til at gøre ingenting nogle timer i nogle dage med jævne mellemrum: lade tiden flyde forbi – det haster ikke, det er søndag, eller det er ferie.

Så har hun lykkes, som jeg ser det. Helt uafhængig om hun har en toptrænet krop, et rigmandshus i det rigtige strøg, en (alt for) dyr bil eller en statusjob.

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.