Foragt trumfer respekt

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Edgar_Degas_La_famille_Bellelli

Et utsnitt af Edgar Degas: La famille Bellelli.

Had og kærlighed kan nogle gange gå hånd i hånd.

Men foragt er uforlignelig med positive følelser. Og det har ”vaccinerende effekt” – foragt føles i relationen og ugyldiggør tilløb til respekt i lang tid.

Jeg tror, at det er fordi, foragt er så grundlæggende. Irritation og vrede er som oftest situationsbestemt og omfatter enkelte egenskaber ved en person. Der er rigelig plads i en relation til at give og modtage respekt, være glad for, se op til etc i tillæg til irritationsmomenterne.

Foragt er noget andet. Man kan ikke foragte lidt af en person, en uvane eller han eller hun har. Foragt er altomfattende og ødelæggende. Hvis det ikke ødelægger alt for altid så i hvert fald for lang tid.

Foragt udtrykkes ofte subtilt – gennem stemmen: Åh Herre Guuuuud! Gennem himlen med øjnene. Gennem snøft og lattersnøft. Det er vanskeligt at tage hul på, da det at udtrykke denne følelse faktisk ligner en måde at dominere andre på vældig meget. Hvad skal man svare til et foragteligt snøft?

Var der virkelig foragt i snøftet, eller er den anden blot ved at blive forkølet…?

Du kender svaret – selvfølgelig… Foragten ligger som oftest tyk i luften. Men indrømmer den anden det? Eller er det dig, der pludselig er noget i vejen med – sådan videre i diskussionen?

En ting, man kan gøre, når man oplever den slags, er, at man kan prøve at få skeletterne ud af skabet og ud i det fri. Sig fx: Det lyder som om, at du synes, det er vældig dumt, det jeg siger? En saglig uenighed er jo fin nok at tackle. Man behøver ikke at være enig i alt. Men diskussioner som punkteres med et ”åh Herre Gud” eller nogle af de andre ”virkemidler” er besværlige. Man sidder igen magtesløs med en ubehagelig følelse – dybt inde i det private.

Men uden så meget at sige.

Hvis den anden mener, at det, jeg siger eller gør, er komplet idiotisk, er han jo i sin fulde ret til det. Men har han eller hun ret til at foragte mig, fordi jeg mener noget andet? Fordi jeg har en anden oplevelse af verden? Fordi jeg har et andet syn på noget, der er sket?

Ingen bryder sig om at blive talt til som en unge. Ikke engang børn.

Jeg mener nej. Man har ikke ret til at foragte andre mennesker, medmindre de har gjort noget helt helt forfærdeligt. Og det er en sjælden situation i vores daglige relationer.

Unge mennesker, der er i færd med at blive voksne, er specielt følsomme overfor nedladenhed og foragt. De begynder at få styr på en del ting og bliver mere og mere selvstændige. Så er det provokerende at blive talt til, som om man stadig er et barn. Og det er forfærdeligt påtrængende at blive udsat for foragt. Den nedvurderer – ødelægger det (måske) spinkle grundlag for selvstændighed.

Men unge har også brug for at øve sig på at udtrykke deres utilfredshed på en anden måde end gennem rullende øjne, snøft og smækkende døre. De har brug for hjælp til at lære at sætte ord på det, der opleves som vanskeligt. Klart og tydeligt – uden foragtens hersketeknikker.

Foragt trumfer respekt. Og uden respekt er det umuligt at have et ligeværdigt og godt samliv – uanset alder og religion.

Og som med alt andet. Sådanne ting skal de gerne lære hjemme. Og her må vi forældre begynde med os selv. Ved at være klare i vore udtalelser i stedet for at komme med skjult eller slet skjult kritik – eller foragt. Som en kollega sagde for mange år siden : ”Den bedste måde at forandre noget på er at begynde med sig selv.”

I dette tilfælde vil det sige – at begynde med sin egen adfærd. Så smitter det måske af på de andre i familien. Vær klar og tydelig. Sig fra, når noget føles forkert. Sig klart fra, når nogen taler til dig på en uacceptabel måde. Fortæl, hvad det gør ved dig – hvordan det føles. Når børn hører dette, får de selv et hjælpemiddel, som de kan bruge i deres egen kommunikation. Noget andet end rullende øjne og dybe suk.

Og nogle gange er det også voksne, der kan have nytte af det, du har at sige. Hvis de altså tager det til sig…

Her er en lakmusprøve: Hvis det, du har tænkt dig at sige, kun kan siges til et barn og ikke til en voksen, så tag endnu et kig på det og se, om det ikke kan omformuleres. Ingen bryder sig om at blive talt til som en unge. Ikke engang børn. Specielt ikke børn, for de er magtesløse overfor det – de kan ikke forsvare sig.

  • Hvis man tænker på at sige til en 3-årig: ”Nu er du en lille gris igen”, så er det måske ved at være tid til en omformulering. Tiden, hvor nedvurdering var anset som den bedste opdragelsesmetode, ligger temmelig langt tilbage i tiden.
  • Eller om teenageren (mens han hører på det):”Han kan jo ikke engang koge vand..!” (I så fald hvem har så svigtet sin oplærende funktion?)

Andre gange er det voksne, der lader deres foragt sive ud mellem ordene, sådan som jeg har beskrevet det i blogindlægget ”Pauserne i musikken”. Eller det kan være voksne mennesker i din nærhed, der effektivt afskærer al kommunikation ved hjælp af stemmebrug, mimik og ordvalg.

Eller som viser deres foragt ved at liste af og gå fra en samtale – måske mens du er midt i en sætning…

Da er det på tide at sætte foden ned. For foragt trumfer respekt. Og uden respekt er det umuligt at have et ligeværdigt og godt samliv – uanset alder og religion.

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.