Føler børn sig udenfor ved at spise anderledes?

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Det er vanskeligt, når børn har brug for en anden mad end den sædvanlige, og mange er bange for, at de kan komme til at føle sig udenfor i vennekredsen.

Folk som ser problematikken udefra, tenderer ofte til at tro, at det handler om ”fikse ideer” hos forældrene – hvis ikke barnet har allergier påvist af lægen.

Men hvad skal forældrene gøre, når barnet tydeligvis er sygt, men ingen gør noget ved det, og ingenting ser ud til at hjælpe? Svaret for de fleste forældre er, at man prøver alt – inklusiv kostforandringer – for at prøve at give den lille et bedre liv.

 

En lille fortælling om… Glutenintolerance

brødskiver
En pige der den gang var 10 år, havde kvalme næsten hele tiden, og 30 % fravær fra skolen. Resten af tiden gik hun i skole med kvalme, ud fra den uslåelige logik, at man kan jo lige så godt kan være skidt tilpas på skolen som hjemme.

Børneafdelingen var begyndt at mumle i skægget om psykiske problemer – for de fandt intet fysisk galt. Forældrene sagde da, at hvis børnelægen faktisk mente at problemet var psykisk, så måtte de henvise pigen til psykolog – noget måtte jo rent faktisk gøres. Af en eller anden grund fordampede argumentet om psykiske symptomer, og pigen blev i stedet henvist til gastroskopi. Den viste aktivt mavesår, og behandling for det gav nogen bedring. Der blev også taget biopsi for at tjekke for cøliaki.

Forældrene havde brugt mange kræfter hos vanlige læger, der ikke havde mange svar, så de opsøgte en privatklinik langt hjemmefra. Der fandt man ud at pigen havde glutenintolerance, og 3 dage med glutenfri kost resulterede i at ca 80 % af kvalmen var borte. 3 dage efter kom brevet fra sygehuset. Det slog fast, at der ingen tegn var på cøliaki, og barnet kunne følgelig spise almindelig mad.

Der blev aldrig lavet test for glutenintolerance i det offentlige sundhedsvæsen. De koster en del penge, og læger har generelt meget lille interesse for mad. Jeg har til og med hørt læger sige, at det spiller ingen rolle, hva du spiser for hvilke sygdomme, du udvikler. Så ved vi det…

Min tese er, at et stort sygefravær fra skolen, koblet med psykiatrisering af hendes madintolerance ville have fået hende til at føle sig mere udenfor i vennekredsen end at spise et andet brød end sine jævnaldrende.

Pointen her er, at hvis denne pige skulle have hørt på lægerne på det offentlige sygehus, havde hun fortsat haft kvalme. Hun havde fortsat med at være meget væk fra skolen. Måske ville hun være begyndt hos psykolog for at finde ud af, hvad det var der gjorde hende så skør og utilpas, at hun ”valgte” at reagere med kvalme på helt almindelige sociale situationer og belastninger.

Min tese er, at et stort sygefravær fra skolen, koblet med psykiatrisering af hendes madintolerance ville have fået hende til at føle sig mere udenfor i vennekredsen end at spise et andet brød end sine jævnaldrende.

Nu har pigen spist glutenfrit hjemme i 4 år, og kan godt tåle at skeje ud på turer og til fødselsdage. Men ikke hver dag, for så slår ”vindmøllerne” sig, og kvalmen kommer tilbage.

 

En lille historie om… Tarmsygdom og fiberfattig kost

En ung mand med Ulcerøs Kolitis (betændelser i tarmen) fortalte sin læge, at han havde det bedst på en kost bestående af kun fedt, lidt kød, fisk og grøn te – for at få C-vitamin. Lægen informerede ham om, at det var helt forkert: han kunne ikke have det bedre på den kost.

Antagelig følte han sig også lidt udenfor i sociale kontekster, hvor det at unde sig et lille stykke kage gik helt af pommeren til – med dage hængende på toilettet.

Min tese er, at han føler sig langt mindre udenfor nu, end han ville have gjort på normalkost, siddende på tønden. Også selv om han til julefrokosten har et lidt mærkeligt udvalg på sin tallerkenen, og selv om han nok får en del spørgsmål til netop det.

Den unge mand kunne selvsagt have hørt på lægen, spist almindelig mad og siddet på tønden. Antagelig ville det være endt med et handicap, for han havde Ulcerøs kolitis i den helt slemme ende. I stedet valgte han at spise det, han selv erfarede, at hans tarm kunne tåle. Han tog en civilingeniøruddannelse, og er nu i fuldt arbejde.

Min tese er, at han føler sig langt mindre udenfor nu, end han ville have gjort på normalkost, siddende på tønden. Også selv om han til julefrokosten har et lidt mærkeligt udvalg på sin tallerkenen, og selv om han nok får en del spørgsmål til netop det. Men jeg tror, folk vil sige noget lignende som: ja, han er forfærdelig mærkelig, tynd som en streg, og spiser bare kød efter det jeg har set. Hvis du får ham til at spise et wienerbrød, så skal jeg æde min hat! Men han er en hyggelig fyr, og dygtig til sit job.

Hvad tror du kollegerne ville have sagt, hvis han spiste normalkost? Nej, vent: så ville han jo ikke have haft nogle kolleger. Han ville måske bare have kommunikeret med gamle skolekammerater fra gymnasiet på facebook, og ikke gået til nogen julefrokost overhovedet.

Men han ville have spist som alle andre…

 

En lille historie om… Adfærdsmæssige vanskeligheder

melkedrikkende_teenager
En lille pige i min datters børnehave for mange år siden, var ikke ret nem at have med at gøre. Hun var aggressiv, og fik jævnlig raserianfald. De prøvede med timeout. De prøvede med belønning og straf. Men ingenting hjalp.

Ikke før de fandt ud at pigen ikke tålte mælk. Straks da man udelukkede den, gled pigen ubemærket ind i det sociale miljø.

Min tese er, at pigen følte sig mere udenfor, da hun var aggressiv og ”jog” de andre børn fra sig, end hun er nu, hvor hun må have en anden julegrød end de andre, samt drikke juice i stedet for mælk til skolemaden.

 

En lille historie om… Ørebetændelser

En lille gut på 3 år havde ørebetændelser hele vinteren igennem. Forældrene havde opgivet, og dagene for barnets første sygedage var opbrugt inden udgangen af marts, og det er heller ikke så rart at se på den lille, der har det så ondt hele tiden.

Kost uden mælk og gluten eliminerede problemet fuldstændigt.

Min tese er, at gutten føler sig mindre udenfor, når han faktisk kan være i børnehaven, og ikke sidde hjemme med mor og græde over smerter i ørerne. Også selv om han må spise noget andet end de andre.

 

En lille historie om… Penge

Forældre med syge børn lider. De prøver at finde en løsning på problemet, så barnet kan have det godt: sove om natten, spise og lege om dagen, gå i børnehave og skole, når det ikke er ferie.

Og det hele har en økonomisk side.

Min tese er, at disse børn vil føle sig mere udenfor i gruppen, hvis de ikke har råd til noget som helst – altså de dage, hvor de ikke er for syge til at komme ud. Mere udenfor end hvis de spiser lidt anderledes end de andre.

For hvem skal betale for at mor eller far er hjemme med børn, som de har erfaring med bliver syge af mad – hvis for eksempel børnehaven nægter at give dem diæt, hvis det ikke er lægeordineret? Og til det sidste: er der nogen der nogensinde har fået kostråd (de kan bruge til noget) fra en almindelig, offentlig ansat læge?

Hvad hvis dagene for sygt barn er brugt op længe før sommerferien: Skal en af forældrene stoppe med at arbejde for at være hjemme med det syge barn hele tiden? Det vil jo uværgeligt føre til en nedgang i indtægt, i penge til rådighed for fritidssysler, ferier og sportsudstyr.

Min tese er, at disse børn vil føle sig mere udenfor i gruppen, hvis de ikke har råd til noget som helst – altså de dage, hvor de ikke er for syge til at komme ud. Mere udenfor end hvis de spiser lidt anderledes end de andre.

 

En lille historie om… Psyke

Sygdom gør noget ved humøret. Hvis for eksempel gluten får maven til at blive til en spærreballon som slipper hørmende luft ud med jævne mellemrum, er der mindst to grunde til at vennerne forsvinder. For det første føler man sig elendig hele tiden. Den anden grund kan du måske selv tænke dig frem til..

Min tese er, at man vil føle sig mindre udenfor, hvis man er så frisk som mulig. Også selvom man spiser en anden mad end de andre. Det at få venner, at høre til i en gruppe, handler mindre om, hvad man har i glasset og under servietten, end om hvordan man er sammen med andre. Og hvis man er skidt og føler sig elendig det meste af tiden bliver man vel ikke ligefrem en vennemagnet, gør man vel?

 

Børn er fleksible

Børn er faktisk temmelig fleksible, hvis vi giver dem en fornuftig forklaring på, hvad der sker. Hvis vi siger:

  • Daniel tåler ikke gulerødder, eller
  • Sofie bliver syg af mælk, eller
  • Espen får ondt i maven af almindelig brød

så giver det helt umiddelbar mening for børnene. Jeg har ingen tro på, at det at måtte spise anderledes end de andre er et stort traume for børn, hvis de får en forklaring på hvorfor. Der er mange ting i voksenverdenen som ikke umiddelbart giver mening for børn, så det er de vant til..

 

Afprøv maden – giv barnet egne erfaringer

Hvis barnet ikke er allergisk, kan man også lade det prøve den forbudte mad af og til. Hvis man spiser, det man tåler over lang tid sker der nemlig det, at man tydelig kan mærke det, når man spiser noget, man ikke skal have. Vores datter tåler mælk ret dårligt, men havde som lille altid lyst til julegrød i skole og børnehave. Så det fik hun – det er trods alt ikke jul hver uge. Til slut identificerede hun det selv: mor, jeg bliver altid kvalm af julegrød!? Så nu spiser vi kun vores egen. Den er lige så god, og helt uden kvalme, diarre og andre uvelkomne gæster. Den andre laver smager ikke lige så godt, efter at erfaringen er koblet på med ubehag. Og den frister derfor heller ikke længere.

Det andet som ofte sker, når man spiser det, man kan tåle over længre tid er, at man gradvis får bedre tolerance også for den mad, man egentlig ikke skal have. Så man kan skeje ud til fødselsdage etc. – uden at blive dårlig.

Og det er jo rent faktisk det værd at gøre den lille indsats i køkkenet, er det ikke?

 

Fikse ideer?

Hvis de kostvaner børn får rent faktisk er snak om fikse ideer, hvor børnene bliver dårlig af den mad, de får, som det beskrives i dette hjertesuk fra en dagplejemor i Danmark – så er det jo en sag for børneværnet. Børn behøver rigtig ernæring for at vokse.

Min tese er, at man vil føle sig mindre udenfor, hvis man er så frisk som mulig.

Problemet er at den mad, der serveres på skoler og SFO ofte ikke kan kaldes rigtig ernæring: pose-tomatsuppe med makaroni, pandekager, cornflakes, ostemadder af hvidt brød, eller syltetøjsmadder af same, hvide brød… Det er ikke mad til at vokse på. Men det er den ”normale” mad normale børn spiser. I hvert fald er det det, vores barn har fået serveret i det offentlige.

Nogle børn tåler det ikke og bliver syge. Men ingen burde egentlig spise det.

Det vigtigste point er alligevel: rigtig ernæring er ikke det samme for alle. Det kommer an på, hvad du tåler, og hvad der gør dig syg.

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.