Få dig en god læge: Hvad kan hjælpe, lektion 8

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Ferdinand Hodler, Valentine Gode-Darel in illness

Ferdinand Hodler: Valentine Gode-Darel in illness

Det her råd er jo så oplagt, at det ikke burde være nødvendigt at komme med det. Men alt for mange ME-syge (og andre med såkaldte diffuse sygdomme) har elendige læger.

Jeg havde selv en fuldstændig håbløs en i mange år – han havde selv besteget Himalaya, og mente at træning og mere bevægelse var svaret på alle ting:

  • Når jeg sagde, at jeg havde problemer med at gå fra huset til vores bil, foreslog han, at jeg kunne sætte mig det mål, at gå på Blåmannen (1540 m højt fjeld) om sommeren. Jeg havde fortalt ham, at jeg hver dag gik tur med hundene, indtil ca 2 år før dette ( til jeg ikke kunne mere), men det ”glemte” han mellem hver gang, jeg var der – han satte altid den samme ”træningsplade” på. Det hændte at jeg funderede på, om luften deroppe på verdens tag, havde blevet lidt for tynd – om du forstår hvad jeg mener…
  • Hvis jeg sagde, at jeg havde så lidt energi, at jeg ikke kunne klare en halv time på Café sammen med min spæde datter, var hans svar, at man skal ikke sidde på Café med små børn… (Det svar var jo vældigt brugbart)….
  • Hvis jeg sagde, at jeg var helt udkørt efter en almindelig vagt som sygeplejerske, og fuldstændig smadret efter en almindelig uge, så oplyste han mig om, at i stenalderen arbejdede mennesker kun 20 timer om ugen… Jeg fik aldrig fat i, hvad jeg skulle bruge den slags oplysninger til, men han kom med det samme svar flere gange, så noget må have gået over hovedet på mig…

Jeg turde ikke skifte læge, for jeg var bange for at få en der var meget værre..

Hvis man kan finde en læge, som faktisk ved noget om det, man fejler, så er det jo suverænt. Hvis ikke, skal man gå efter en der opfører sig som om patienter er mennesker med værdi og værdighed.

Så fandt jeg en artikel i Sygeplejersken om ME, og forstod pludselig det min læge gennem næsten 10 år ikke havde fattet… Han ville selvsagt ikke sende mig til udredning, men jeg forlangte det til sidst, og denne gang turde han ikke andet. Så rejste jeg 1800 km for at se en læge, der vidste noget om det, WHO havde haft på sin diagnoseliste under neurologiske lidelser siden 1969 (dette var i 2004) – og for at få en diagnose.

Så skiftede jeg læge – for nu vidste jeg, hvad jeg havde med at gøre, jeg vidste, hvad jeg fejlede. Jeg forstod, at det er en velkendt sygdom – hvis man vil vide det – og lægen burde have tænkt på det for 9 år siden, senest, efter at han var blevet bekendt med mig og mine symptomer.

Men sagen er, at han aldrig blev bekendt med mig – han var for optaget af at affeje mine symptomer, ved hjælp af meningsløse platheder.

Den lægeklinik var ellers byens bedste til ikke at give sygemeldinger – noget man i aviserne synes var helt fantastisk. Jeg antager, at det er lettere at opnå en sådan statistik, hvis man ikke tager sig af patienternes hverdag eller i det hele taget lytte til deres symptomer.
Hmmm, hvad kan man så gøre? Man kan i hvert fald ringe til ME-foreningen, eller en tilsvarende patientforening. Ofte har de lægmandskontakter lokalt, og jungletelegrafen løber hurtigt i forhold til, hvilke læger man skal holde sig til, og hvem der er menneskelige og kan bruges.

Hvis man kan finde en læge, som faktisk ved noget om det, man fejler, så er det jo suverænt. Hvis ikke, skal man gå efter en der opfører sig som om patienter er mennesker med værdi og værdighed.

Det burde jo være en selvfølge, men der er en del læger, der ikke har fanget ret mange guldkorn omkring kommunikation, respekt og empati, under deres uddannelse på universitetet.

En gang mødte jeg en relativ ung læge på et sygehus. Jeg var inde for at få lavet en ultraskanning af mave-området (abdomen) og spurgte mens jeg lå der og hun sad der: ”hvad ser du?” Jeg fik følgende kontante svar: jeg diskuterer ikke, hvad jeg ser under undersøgelsen med patienterne! Ok så, så vidste jeg det.

Til sammenligning var jeg til skanning af hjertet for nogle år siden, og mødte en læge tæt på pensionsalderen. Da han hørte, at jeg var sygeplejerske, viste han mig, hvad han så efter, hvordan flowet i hjertet var, hvordan man kunne se klappernes arbejde osv.

For øvrigt måtte jeg opsøge en privatpraktiserende læge for at få behandling som faktisk gjorde mig bedre: Mette Johnsgård på daværende Lillestrøm helseklinik. Hun udredte mig fysisk, og gav mig fysisk behandling for mine fysiske problemer. Og som du kan læse her på bloggen, så virkede det faktisk!

En god læge skal kunne sit fag. Men hvis han ikke hører på, hvad du har at sige, gætter han eller hun jo bare i blinde, og så kommer lægekundskaben jo ikke til nogen anvendelse. Så min påstand er, at en god læge også må være et nogenlunde godt menneske for at han eller hun kan virke i praksis. Og det er jo der, vi patienter har brug for en god læge – i praksis….

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.