Er skam bare negativt? Et indlæg i mobbedebatten.

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Jeg hører på Nrk Ekko om Villemo der er blevet udsat for mobbing, og skolen der ikke lægger sig ret hårdt i selen for at rydde op, hvis man kan sige det sådan.. Det er jo også gammelt nyt: når der opstår problemer, henvises der gerne fra skolens side til, at de følger et eller andet program, f.eks Zero, og at de har nultolerance for mobbing og ”plaging”. Og logikken synes at være – at når man ”har zero” på skolen, så er det heller ingen mobbing der.

Men som man siger i politik: fremtiden skabes, den vedtages ikke. Man kan heller ikke vedtage, at der ikke er mobning på en skole. Man må sørge for, at der ikke er mobning på en skole.

Da vores datter (som ikke er af de højeste) blev mødt første skoledag i 4. klasse med bemærkningen: ”jøsses, er du krympet endnu mere i sommerferien”, blev det forklaret med, at det naturligvis bare var ment som en spøg. Ikke andet. Men det var ikke nogen enestående episode. Læreren (som ellers gjorde et godt arbejde) meldte tilbage, at hun havde snakket med de involverede på en sådan måde at ingen følte sig dårlig til mode.

Hun syntes åbenbart, det var den rigtige måde at gøre det på. For det var jo ikke mobning, intet problem, bare en spøg.. Og sådan kan mobning faktisk omdefineres til at blive en spøgefuld bemærkning.

I et andet opslag om mobning som stod i aviserne for nylig, siger mobberen fra 20 år tilbage: jeg forstod ikke, hvad vi gjorde, jeg vidste ikke, hvad vi udsatte dig for.

På den skole fandtes der heller ikke mobning, siger mobbeofferet – det var defineret som godmodige drillerier, alt sammen. Så mobberen forstod ikke, at det at få sin jakke skåret op gentagne gange, og blive truet med at få fingrene knækket mens mobberne stod omkring (bogstavelig talt) og råbte ”blod” – at det var ondt og modbydeligt. Og skolen definerede det som hyggelig, normal samliv mellem børn.

Nøglen ligger her: hvis nogen gør noget uacceptabelt, så må nogen andre formidle det til vedkommende. For børn som fortsat er under vejledning af foresatte, vil det være forældre og lærere, som skal formidle den slags. Og da er det ikke godt nok at sige fra på en så tandløs måde, at den der har gjort noget, som er riv ruskende galt ikke føler sig dårlig til mode!

Vores datter fik aldrig hendes jakker skåret op eller fingeren forsøgt knækket. De havde ikke facebook, så hun blev ikke klippet væk fra billeder, som blev lagt ud eller fjernet fra den virtuelle veneliste. Men hun blev glemt ved fødselsdagsinvitationer (selv om den anden pige havde været hos os til fødselsdag 2 uger tidligere). Og til slut havde hun ingen at lege med på skolen.

Eftersom skolen var så optaget af, at ingen skulle føle sig dårlig til mode, blev det vores datter som blev mere og mere isoleret og fik det mindre og mindre godt på skolen. For det er et valg vi voksne må tage i sådanne sager: hvem er det vigtigst ikke føler sig dårligt til mode? Hvem skal undgå at føle skam? Mobberen eller offeret?

I vores sag valgte skolen at tage mest vare på mobberen. Jeg tror nok det i det lange løb var mest negativt for mobberen/mobberne. De gik glip af en chance til at lære noget om, hvordan man opfører sig i forholdet til andre mennesker.

Vores datter kom godt ud af det. Hun lærte sig, at man ikke skal finde sig i hvad som helst – og at man skal sætte foden ned længe før det kommer til knækkede fingre. Og at man gør det, som skal til for at få det OK. Kort sagt flyttede vi hende til en anden skole, og der faldt hun fint til ro, fik venner og trives.

Skam/ydmydelse er en af de menneskelige grundfølelser (sammen med: glæde, interesse/iver, forbavselse/forundring, vrede/raseri, frygt/rædsel, tristhed/fortvivelse, afsmag/afsky). Det er således ikke noget galt i at føle skam, når man har gjort noget, som bryder med ens moralkodeks. Det er tvært imod naturligt, fordi det er på denne måde, vi mennesker regulerer vores opførsel mod andre mennesker: når vi har gjort noget, vi skammer os over, prøver vi at undgå det for eftertiden.

Efter min mening er det en rigtig god ide at formidle, klart og tydelig, til børn (og voksne) som kommer med beregnende og sårende kommentarer, truer med at knække andres fingre eller skære deres jakker op, at dette går virkelig ikke an! Dette er uacceptabelt! Og jeg synes det er helt godt hvis vedkommende skammer sig lidt, her og der. Det kan dæmme op for meget større skamfølelse senere. Som den mobberen fra 20 år tilbage har i dag – når hun endelig har forstået, hvad hun som ung faktisk gjorde mod sit offer.

Det er jo fint om børnene forstår, af sig selv, hvordan de skal opføre sig. Men det er jo ikke helt uden grund, at de har foresatte, at de har værger, frem til de er 18 år. Det er fordi vi som samfund mener, at de ikke helt er klar til at tage ansvar for det hele selv endnu.

Følgelig må vi, som er voksne tage det ansvar.Særlig når det er ubehageligt.

 

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.