Er læger Gud? Og: hvad er en alvorlig tilstand?

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Syk, shutterstock_146647808I går var jeg til læge, som følge med en anden person. Hun var til reumatolog, for at man skulle finde ud af om den unormale træthed, hun oplever kunne have sit udspring i en reumatologisk lidelse.

Det hele forløb fint og civiliseret. Spørgsmål blev stillet, svar blev givet. Som begge vi på patientsiden vel havde set for os, fandt de ud af, at der var lille chance for, at det var et reumatisk problem – som lægen sagde: det troede hun nu ikke på. Fint nok, det gør vi heller ikke, men når endokrinologen henviser til reumatolog, så gør vi jo…

Lægen oplyser, at hvis de ikke finder noget i blodprøvescreeningen, så er patienten ude af deres hænder – så er det ikke noget på deres banehalvdel, som hun siger.

Så langt så godt.

Men så oplyser lægen os videre om, at hvis de ikke finder noget, så drejer det sig nok om en ”døgnrytmetilstand”. Patienten spørger, hvad hun mener med det, og får til svar at hun nok behøver at gå tidligere i seng.

Og her er vi ved kernen til et stort problem i sundhedsvæsenet. Hvis man ikke umiddelbart passer i de vanlige diagnoser er man til besvær. Som lægen formulerede det: vores job er at finde ud af, om det er noget alvorligt, som ligger til grund for symptomerne. Og jeg er helt klart med på, at det er vigtigt: kræft er alvorligt. Reumatisme er ofte alvorligt. MS, ligeså.

Men hvis man har symptomer, som man oplever som invalidiserende – som jeg selv havde i 21 år, før jeg fik en diagnose – er det så ikke også alvorligt? I hvert fald en smule?

Det er skidt nok, at lægen mener, at subjektive oplevelser ikke betyder noget i diagnostiseringen – men hvis hun også afviser muligheden af, at en anden specialist kan finde noget, der som hun ikke finder noget, så er hun i færd med at bevæge sig lidt for hurtigt mod rollen som Gud.

Hvad med at lægerne burde have skønnet efter maks et par år, hvad jeg fejlede – diagnosen ME havde haft en neurologisk diagnosekode i ICD 10 (WHOs diagnosesystem) i 14 år, da jeg blev syg.

Er det ikke alvorligt, at læger slet og ret ser bort fra, vælger diagnoser fra, som de ikke bryder sig om, eller ikke tror på?

En neurolog jeg diskuterede med i et kommentarfelt for en tid siden, mente det var helt på sin plads at neurologer valgte ME-patienter fra, for som han sagde: hvad hvis ME egentlig ikke er en neurologisk lidelse, hvad hvis diagnosen er fejlplaceret – hvilken nytte har patienten af at trumfe sig til at møde en neurolog da?

Og det kan man jo spørge om: jeg har som kontakt for ME-foreningen hørt temmelig mange historier om ME-patienter som er blevet meget dårligt behandlet af neurologer (og andre læger).

Men neurologen synes ikke at ofre følgende så meget som en tanke: hvis neurologerne ikke ”synes” at ME-patienterne er deres – hvor skal de gå hen for at få hjælp? ME er jo defineret som en neurologisk lidelse – så hvem skal tage de patienter neurologene ikke vil have..?

I praksis er svaret, at de bare må ligge og rådne hjemme i deres senge, bag nedrullede gardiner. De som har kræfter og penge til at prøve de private tilbud finder nogle gange hjælp. De som har pårørende, som holder på, ligeså. De andre er fortabt. Er det sådan, det skal være?

Tilbage til reumatologen fra i går. Hvordan kan en reumatolog slå fast, at det er en døgnrytmeforstyrrelse som ligger til grund for en unormal træthed – bare fordi hun ikke finder noget (som tyder på) noget reumatologisk? Og hvordan kan hun afgøre hvor alvorligt det er – ud fra det samme? Og hvad er egentlig en ”døgnrytmeforstyrrelse” – prøver hun at sige, at denne patient render til læge, fordi hun egentlig behøver mere søvn? Hvor sandsynligt er det? Selv kunne jeg sove 12-15 timer i døgnet og alligevel føle mig mere død end levende. Men når ikke lægerne fandt noget – ja så var jeg frisk! Og samme betegnelse brugte reumatologen faktisk i går: det ser ud, som du er sund og frisk! Det er skidt nok, at lægen mener, at subjektive oplevelser ikke betyder noget i diagnostiseringen – men hvis hun også afviser muligheden af, at en anden specialist kan finde noget, der som hun ikke finder noget, så er hun i færd med at bevæge sig lidt for hurtigt mod rollen som Gud.

Og det job var ikke ledigt, sidst jeg tjekkede.

De som ikke får en diagnose er spærret inde i en ventelejr a la koncentrationslejrene under krigen: fanget i et trøstesløst liv uden udsigt til bedring eller human behandling

.

Specialiseringen i sundhedsvæsenet er nødvendigt og et gode, fordi man ikke kan vide alt om alt (med mindre man er ”alternativ” og har gået en masse kurser – sådanne mennesker holder jeg mig laaangt fra..).

Det tager tid at lære et fag, så specialisering må vi have.

Men specialiseringen gør det alt for let bare at hegne sin banehalvdel ind med et 2 meter højt pigtråd: de der kan komme igennem porten ved hjælp af symptomer som passer med kriterierne for den aktuelle bane (reumatologisk lidelse, neurologisk lidelse – som neurologer ”bryder sig om”, vel at mærke, osv) – de får opfølging, behandling, omsorg og forståelse. Men de som ikke har sådan en passerseddel bliver gerne stående og ser med længsel gennem gærdet: som udelukkede børn der gerne vil ind til de andre, være med, lege, dele fællesskabet.

Eller måske er dette billede bedre: de som ikke får en diagnose er spærret inde i en ventelejr a la koncentrationslejrene under krigen: fanget i et trøstesløst liv uden udsigt til bedring eller human behandling.

Det er tungt og vanskeligt nok at være syg. Hvis man samtidig skal mødes med nedladenhed og foragt – og mangel på opfølging og behandling kan det blive nærmest uudholdeligt.

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.