Ensomhed

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

er som en sult – når den har vokset sig stor nok, og været din gæst længe nok, setter den sig i benene, og er umulig at blive af med. Som en husmor der har stræbet sig gennem krigsvintre med lidt og dårlig mad, så hun altid efterpå hamstrer mad og samler og tager vare på – det kan jo komme dårlige tider… slik føler jeg mig aldrig tryg for ensomhedens lange klør. En mand jeg er glad i, verdens bedste datter, nogen familie, nogle få venner kan selvfølgelig ikke fylde det følelsesmæssige forråd slik at jeg trygt kan gå vinteren i møde.

Selvsagt ikke.

Den ensomhed der kommer i følge med mennesker er altid verst. Det kan være for mange mennesker, eller bare de forkerte, de som er indstillet på en helt anden bølgelængde. Som befinder sig på en anden planet til daglig, men som af en eller anden grund nå pludselig befinder sig i din nærhed og forventer at du forholder dig til dem.

De kommer i en række varianter. Du har dem som fortæller dig om alt de har oplevet, opnået, lavet og planlagt, til du ikke kan undgå at sammenligne det med det du selv har opnået, erfaret etc., og føler dig som noget som sidder fast mellem skosålen og hundelorten. Ofte føles det som om man er udsat for et nyt opdragelsesregime: hvis du bare hører hvor fantastisk flot det er å klatre op på 5 tusind meter høje topper så kommer du nok til å træne dig op du også! Yeah, right: efter at jeg har nået delmål 1 som er at få på alle klæderne selv, på en gang, uden at hvile midt i processen, og delmål to som er at klare at gå 250 m for at hente posten hver dag i en hel uge.

Claude Monet: On the banks of the Sine Bennecourt

Så har du dem som spøger. Der findes nogle få som kan gøre det uden at såre, men det er en sjælden gave. Som regel føles det lige følsomt som når en ungkarl på 45 sier etter en (svær) barnefødsel: ”var det hårdt?” – henvendt til faren. Det er ment så utrolig sjovt, men når man står der med kejsersnitarret og fortsat kender efterdønningerne fra den rystelse som angsten udsatte sjælen for, faller det lidt for hurtig til jorden til at gøre den store lykken. De fleste morsomheder har man for øvrig hørt før når man har vært syg en tid. Folk fornyer sig sjælden.

Du har også dem der ikke spørger om noget. Alle i rummet ved at en av de tilstedeværende er syg, men det nævnes ikke. Hvis nogen alligevel tager det op, ties det i til døde: man svarer så lidt som mulig, til man kan ”gå over til sport”. Man snakker ikke om depression ved kaffen. Eller om kræft. Og selvmordsforsøg – ja du kan jo tænke dig…

En gang i mellem møder man imidlertid den sjældne typen som er genuint interesseret i hvordan det går, og man behøver bare veksle et par sætninger for at jage elefanten i rummet på dør. De som har angst for at snakke om sygdom og problemer tror gerne at man behøver at tale om problemer hele tiden. Sådan er det ikke. Hvis man bare giver dem en lille smule plads, er det ofte nok. Så enkelt og så svært er det.

I bog 4 går det på et tidspunkt op for Harry Potter at han aldrig har spurgt Neville hvad som skete med forældrene hans, selv om han – som alle andre – ved at Neville bor sammen med sin bedstemoren. Til Harrys fordel kan siges at han i alle fald havde anstændighed til at skamme sig over at have overset vennen på denne måden i alle år. Det er endda en ting han ikke har til fælles med mange vanlige mennesker.

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.