Danse i drømme

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

I det sidste har det sket, lige før jeg falder i søvn, at jeg har haft billeder i hovedet af at jeg danser på en strand. Som Zorba, sådan som filmen beskrives i Beatles – Jan Saabye Christensens roman som jeg læste om og om igen i min ungdom. Det gør ikke ondt at bevæge sig i disse drømmetankerne, og det er det der overrasker mig mest.

Pierre-Auguste Renoir: Bougival Dance

Pierre-Auguste Renoir: Bougival Dance

Jeg har læst et sted at spejlneuronerne vi har i hjernen gør at vi kender os igen i andre menneskers følelser, og i andres fysiske smerte. Så det må være derfor at hele mit system protesterer når jeg ser nogen løbe op en trap: ikke gør det! Jeg formelig kender smerten hugge til bare ved synet. Bruno kalder det reumatikerblikket. Det vurderende blikket man får når et led har eksploderet i betændelse og al bevægelse fører til små vulkanudbrud af smerte. Det blikket som måler afstand og vurderer om man klarer å komme sig fra stolen og til toilettet. Om det lader sig gøre at tage sig frem over parkeringspladsen og til apoteket, eller om man bare skal køre hjem, uden nye medicinforsyninger.

Måske er det de samme spejlneuronerne der gør reality-TV så populært? Det er ikke spil – det er lige på krudtet, lige på følelserne. Og snot og tårer er ægte, ikke tilgjort.

Men måske er det også omvendt, sådan at når jeg nå kan danse halvt sovende uden smerte, må det da betyde noget? Måske det betyder at alt bliver nemmere nå?

Det ville ikke gjort noget, efter snart 28 år med sygdom. Mere end 10 000 morgener hvor man føler sig levende begravet i smerter, kvalme og andre festlige indslag i livet, og må kæmpe sig op af et mørkt helvede og ind i noget som bare er en sørgelig undskyldning for et liv.

Og nå?
Teksten over er skrevet for nogle år siden. Og nå ved jeg at det faktisk kom til at gå bedre. Jeg kan gøre ting i dag som fremstod som fuldstendigt utænkelige for 3 år tilbage. Jeg kan træne på ergometercykel. Jeg kan træne karate (stille og forsigtig). Og jeg kan gå længere afstande end før.

Det begynder at ligne et liv. Et liv man ikke behøver at frygte for at leve.

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.