Carpe diem – eller måske ikke?

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Mindfullness er jo så ind i tiden nu – fokus på øjeblikket, leve i tiden, carpe diem. Det skal angivelig give mere livskvalitet og farve til livets små øjeblik.

Men er det så sikkert at dette er en god indfaldsvinkel når man mere holder ud livet end lever det? Når det at tage en dag af gangen fremstår som fuldstændig overvældende?

Tænk dig ind i følgende scenario: Nå skal du holde dig i bevægelse de neste timerne. Ikke indenfor smertegrænsen, men lige indenfor den andre grænsen – den som er lige ved kollaps. Du skal altså presse dig så langt du over hovedet kan magte for at trosse smerterne og kvalmen så du får på dig klæderne, får plukket op det du slap på gulvet for lidt siden, bøje dig ned efter skoene, får dem på, bøje dig igen efter tasken, gå til bilen.. Klare at gå ud af bilen igen for at stænge garageporten efter dig, osv. osv. osv.

Det vil være smertefuldt, og det vil være det hele tiden. Du vil måtte tage pauser for at klare at gennemføre, men du skal bare stå på, gå på igen, og igen og igen. Til dagen er slut. Så begynder du igen i morgen, på samme måde. Og i dagen efter det… 1000 ganger.

10 000 ganger…

Det bliver for meget, endda før man er kommet op af sengen. Så man tænker på en anden måde: væk med tilstedeværelsen og mindfullnessen, ind med fortrængning og selvbestikkelser..

Man deler livet i halvparter: hvis jeg klarer at komme mig op i dag, er jeg næsten halvvejs i ugen, siden det er onsdag i morgen, og jeg kan sove længe lørdag. Hvis jeg klarer at få plukket legerne fra gulvet nå, er jeg halvvejs med husarbejdet, og jeg kan falle om på sofaen lidt. Snart er det gået tyve minutter af timen, og den er snart halvvejs – måske klarer jeg at undgå at falde i søvn.. Om en halv time er vi halvvejs til frokost, og da er vagten halvvejs….

Man kan ikke si det er at leve i nuet, men man holder ud: ved hjælp af en bevidst og aktiv fortrængning af livets realitet – som er at livet er noget lort, og at det kommer det med stor sandsynlighed til at fortsætte med at være i lang tid.

At dvæle ved smerter som er så langvarig og så stærke at de driver dig helt til yderkanten af det du kan magte, er måske ikke verdens bedste opskrift for et fortsat liv..? Når man har passeret 10 000 morgener med et lille, personlig, helvede av kvalme, smerter, svimmelhed, stivhed etc., etc. for at komme sig i gang, bare for at mislykkes i forsøget en stor andel av dagene, da bør man ikke hæve blikket for meget og se for mange meter af stien på en gang.

Nej, tag små skridt, set små mål. Og tænk så lidt som mulig på det som er nu. Ikke noget med Carpe diem – nej, GLEM diem, så holder du måske ud længe nok til at du får se en kønnere solopgang end den du blev tildelt i dag.

Og nu?

Halvparterne er blevet større og sjældnere. Og jeg har timer og øjeblik værd at gribe. Nogle ganger til og med dage. Det er en lykke. En ubeskrivelig lykke.

 

Hvis du har læst med herhen, vil du måske have interesse af at tage en kik på min bog: Smag af egen medicin

 

Magnolia. Bilde tatt av Bruno Aamo

Magnolia. Bilde taget af Bruno Aamo

 

 

Læg igen en kommentar