Behandling – eller beroligelse?

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Når man læser det, man finder om de såkaldte diffuse lidelser rundt omkring, er der et par ting som går igen.

For det første en beskrivelse af en patient som går til læge gentagne gange – uden at der kan påvises fysisk sygdom. Videre lægges der gerne vægt på at patienten ikke blir beroliget af, at der ikke kan påvises sygdom – heller ikke når lægen forsikrer om, at der ikke er noget galt.

Det er muligt, at dette lyder fornuftigt for mennesker, som aldrig har vært syge, men ærlig talt – er det muligt at være uddannet læge og ikke høre at dette skurrer?

For at tage det første først: det at der ikke kan påvises fysisk sygdom, synes at være ensbetydende med, at der ikke er fysisk sygdom. Sådan er det jo ikke, og det burde præsumptivt intelligente mennesker, som læger, vide.

Når det gælder resten, vil jeg bruge mig selv om eksempel – så slipper jeg for at gå så langt hjemmefra. I alle de 21 år, hvor jeg var meget syg, men manglede en diagnose, gik jeg selvsagt til læge en del gange. Sjældnere og sjældnere – for det havde ingen hensigt, men af og til brød jeg sammen under presset af smerterne, og alt de andre, og gik til læge – fordi jeg ikke kunne holde det ud længere.

Det er nemlig temmelig uholdbart at leve gennem rundt regnet 10 000 dage med kvalme, ekstrem træthed, smerte, voldsom nedslidt, søvnproblemer, diarre, kronisk bihulebetændelse, udmattelse og en masse andet, som jeg ikke engang husker længere.

Hvorfor opsøge læge?

Går man til læge fordi man er bange for at have en dødelig sygdom? Eller fordi man gerne vil ha hjælp til det der plager en?

Jeg gik ikke en eneste gang til lægen i alle disse år, fordi jeg var specielt bange for at fejle noget alvorlig – i den forstand, at jeg kom til at dø af det. Jeg vidste, at jeg fejlede noget alvorligt – jeg havde det så dårligt hele tiden, at det var ret svært ikke at opleve det netop som om, at noget var – alvorlig – galt.

Men jeg var altså ikke bange for at have kræft, eller noget andet jeg kunne dø af. Tro mig – da det var værst, var det så galt, at jeg tror en melding om, at jeg kun havde 6 måneder igen, måske ville have været mere af en lettelse end noget særlig andet: så kunne jeg stoppe med at spekulere på, hvordan det skulle gå, når jeg ikke kunne klare et job nogenlunde fornuftigt, og jeg ikke kunne få nogen hjælp af nogen slags, fordi jeg jo IKKE FEJLEDE NOGET!

Så lad os gøre det helt klart: Jeg var ikke bange for at dø, så det var ikke derfor, jeg gik til læge. Jeg var ikke bange for at dø, for jeg levede i et fysisk helvede – et helvede som gjorde at selv døden til tider fremstod som et alternativ som i hvert fald burde tages med i betragtningen.

Alt det mens lægerne altså mente, at jeg ikke fejlede noget. Det står til og med i min journal et sted: patienten lader ikke til at blive glad for, at man ikke finder noget galt på prøverne. Nej, kan du begribe det – der var kun at gå hjem og leve det samme liv videre, lettet over at det ikke kom til at slutte lige med det samme..

Så på trods af at de jo må have set, at jeg var syg – jeg så jo ud, som om jeg var død for en lille uge siden og var blevet gravet op igen ved en fejltagelse – så konkluderede de alle sammen, at jeg var frisk som en fisk.

Så meget for det kliniske blik. Og for niveauet hos fagkundskaben. For ærlig talt: ME har været kendt siden det år jeg blev født. Kom ind i kampen og gør jeres arbejde!

”Berolig” patienten – forsøg i det mindste ikke at fornærme patientens intelligens

Punkt 2 – at jeg ikke blev beroliget, når lægen forsikrede mig om, at jeg ikke fejlede noget (alvorligt) – kan, for dem, der ikke selv allerede har forstået det – forklares på denne måde: jeg gik til lægen for at få hjælp, fordi jeg havde smerter, var udmattet, kvalme etc, som gjorde at jeg ikke kunne arbejde og ikke havde noget liv i det store hele. At høre en mand sige:

du skal ikke være bange – det gør ingenting, at du har haft det skidt i 20 år nu, og du skal antageligt have det skidt i 20 eller 30 eller 40 år til – du skal ikke være bange – for det er jo ikke farligt! Det hjalp ligesom ikke…

Nej, jeg blev ikke beroliget.

Jeg er rimelig sikker på, at de som havde svære mavesårs-smerter, kvalme og alt som følger med – tilbage i den tid, da alle læger var overbevist om at mavesår var psykisk. Jeg er temmelig sikker på, at de ikke fik mindre smerter, heller ikke, af at lægen havde beroliget dem: at lægen sagde:

det er ikke farligt, det der mærkes som lange forskæresknive som gennemborer din mave. Det er bare fordi, du er stresset i dit lille hoved, så du må meditere mere og hvile, og huske på, at du skal have det mørkt og køligt i soveværelset og ikke skændes med fruen, så bliver det nok godt, skal du se.

Jeg har en grim følelse af at disse håbløse råd heller ikke hjalp på mavesårspatienterne.

Når det gælder læger som forsikrer en om ting, for at berolige har jeg for øvrig et par historier på lager. En dame jeg kender som har et gen for brystkræft som karakteriseres som aggressivt, hun har også haft en del andre sygdomme og symptomer. Så kræftlægen sagde til hende at: du behøver ikke være bange for at få brystkræft, for du har haft så meget andet. Du kan ikke få brystekræft også. (ja, det er sandt).

Jeg må sige, det er imponerende, hvad de lærer på medicinstudiet i dag – alt de kan forsikre en om…

Der er ikke grænser for hvor meget smerte, man kan tåle – bare det er andres.

Hvad behøver patienten?

Mit problem var, at jeg behøvede behandling. Ikke forsikringer. Ikke beroligelse.

Efter 21 år som syg fandt jeg selv frem til, hvad jeg fejlede og tvang lægen til at sende mig til udredning og diagnosticering.

Senere fandt jeg selv frem til læger, som kunne hjælpe, og jeg betalte det selv.

Hvis jeg skulle have klaret mig med det, det offentlige giver en ME-patient, ville jeg fortsat leve livet i mit lille private torturkammer.

Men jeg ville kunne gå til læge for at få at vide, at jeg havde det helt fint, at det ikke var farligt. Helt sikkert, altså. For det ved man, når man har gået længe på universitetet.

 

 

 

 

 

Læg igen en kommentar til Vigdis Lysne Cancel Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 kommentarer

  1. Birgitte

    Tak Vigdis for at belyse, hvor grelt det står til med lægestandens åbenhed, kliniske blik, indlevelse og medfølelse. Din fortælling er desværre meget genkendelig. Hvor er det urimeligt og umenneskeligt, at man, når man er allermest syg, martret af kroniske smerter og absolut ingen kræfter (eller penge) har, selv skal opsøge og betale behandling hos læger (herunder i andre lande) med større åbenhed, lytteevne, indlevelse og ikke mindst faglig ekspertise. Det er beskæmmende og har store konsekvenser for såvel den sygdomsramte som parrelationer og familiesystemer. Hvor blev den praktiske manifestation af lægeløftet af ?!?

    • Vigdis Lysne

      Da jeg i sin tid tog sygeplejerskeuddannelse, lærte vi at “smerter er det patienten siger at det er”. Det er vist ved at være meget længe siden … Nu kan man få at vide at mavesmerter slet ikke sidder i maven, men er “opfattelsen af smerter er opstået i hjernen”: (Se: http://www.vigdisvivenda.com/da/nar-slet-laegehandvaerk-forer-til-diagnosen-funktionel-lidelse/)

      Jeg gad vide, hvordan den forskningen er designet, der har afdækket den her sammenhæng, så man kan slå fast at en persons mavesmerter ikke findes i maven, men i hovedet … Det er jo intet andet end en påstand, men køres ud som om det er den dybeste sandhed/indsigt.