At hænge efter fingrene på bådens kant – eller et træ med dybe rødder

Du kan også lese dette innlegget på Norsk

Jeg læste i avisen en gang en historie om en dreng som overlevede et forlis. De var flere unge mennesker i båden, og da den havde kæntret, var de to stykker som hang der efter det yderste af deres fingre – en dreng og en pige. Drengen fortalte at han blev så vred på pigen, fordi hun efter et stykke tid sagde jeg kan ikke mere, slap taget og lod sig synke ned i intetheden. Selv blev han reddet, mange timer senere.

Claude Monet: Impression Sunrise

Claude Monet: Impression Sunrise

Det billedet har forfulgt mig, og indimellem er jeg blevet den pigen – hun som hænger på bådens kant og prøver at ikke slippe taget og synke ned i det evige mørket. Når jeg ligger helt, helt stille i sengen og holder ud smerterne, eller griber efter håbet om at jeg skal undgå at kaste op, fordi jeg har ikke et spand ved sengen og det findes ingen mulighed for at række til toilettet.. da er jeg den pigen.

Når jeg har et spand ved siden av sengen, men er så træt, så træt, at bare tanken på at skulle finde kræfter til at kaste op er så umulig at hvis jeg faktisk havde valget, ville jeg sluppet bådens kant og ladet mig glide ind i glemselen – da er jeg også den pigen. Men jeg klamrer mig fast, endnu.

Men det hænder jeg lurer på om det ikke kunne være mulig å komme sig op i båden?

Boat with seagull. Copyright Tom Brown, used with permission.

Boat with seagull. Copyright Tom Brown, used with permission.

Og nu?

Det er længe siden billedet af båden har vært hyppig gæst – faktisk de sidste årene kun ved kraftig opkastsyge eller influenza.

Kraften, som begyndte som en lille kim langt der inde, har vokset sig stærkere og større. Og nå kan jeg nogle gange se et akasietræ bak lukkede øjelåg. Et tre der står frodig og friskt midt i et øde og goldt ørkenlandskab. Et træ med mange titals meter rødder som når helt ned til vandårer ørkenmennesker bare kan drømme om at drikke av.

 

Akasietre. Bilde af Vigdis Lysne

Akasietre i Egyptens ørken. Bilde af Vigdis Lysne

Nogle gange, når jeg kender at jeg ikke er helt tom for livskraft og energi; da er jeg det træet. Og det giver tro på fremtiden. Jeg føler at jeg vokser. Bliver stærkere. Langsomt. Umærkelig fra dag til dag, men synlig fra år til år.

Som et tre der har rødder som når dybt, dybt – helt ned til det livgivende, hellige, vandet.

 

Hvis du har læst med herhen, vil du måske have interesse af at tage en kik på min bog: Smag af egen medicin

Og hvis du har haft glæde af at læse det her indlæg, så  del endelig med andre mennesker du tænker måske også kan lide det jeg skriver.

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.