Af skade bliver man ikke klog. Opad bakke fører ikke nødvendigvis opad.

At genoplive et deprimeret sind er som at tø en frostskade. Det gør ind i helvede ondt mens det står på, man bliver sårbar for nye forfrysninger i årevis, og hvis man er heldig at beholde den frostskadede del af sindet, vil det for altid være udsat for nye ødeleggelser.

Det er ikke sandt at af skade blir man klog. Det er noget, vi siger for at trøste hinanden, når alt er svært.

Det er ikke sandt, at det som ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.

Måske sker det i sjældne tilfælde, men lige så ofte vil det som næsten slår dig ihjel, svække dig for livet, og du må leve med dine skrammer og sår og prøve skjule dem så godt som muligt.

For det er ingen, der vil vide af dem.

Det er heller ikke sådan at opad bakke nødvendigvis fører en opad. Nej opad bakke fører sjældent til et bedre sted, bakkerne er som oftest bare tunge, stridbare og ødelæggende. Alt for ofte går det slet ikke opad når man strider mest, men nedad. Det er som et tilbagetog til en fjern fortid, når man prøver at ønske/tænke sig tilbage til der, hvor det først gik galt – der hvor det hele begyndte, så man kan finde en løsning og komme videre.

Det er først efter alle turene nedad, der fører en frem til de frygtelige oplevelser, som man har forsøgt at glemme, at turen opad begynder. Men så har man bevæget sig så langt, at man knapt har energi til et eneste skridt mere.

Så skal man begynde, derfra, at klatre opad igen, og prøve at se lyst på livet og tage tingene positiv, mens man bevæger sig. For det har jeg nemlig hørt er vældigt, vældigt vigtigt.

Og nu?
Det går ikke så meget ”opad” længere.

Og det er godt.

 

 

 

 

 

Læg igen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.